Billederne, de fleste danskere ser fra Ukraine i disse dage, er af ødelagte kampvogne, sønderskudte bygninger og flygtende børn.

Men det er ikke virkeligheden over hele det store land. Andre steder bliver livet stadig levet godt på trods af krigens hærgen.

Det gør sig blandt andet gældende i den vestlige storby Lviv.

For mens intense kampe finder sted i Donbas og de sidste Azov-soldater holder stand i Azovstal-værket i Mariupol, drikkes der latte på fortovscafeer og spises på restaurant i solskinnet, mens børn leger med balloner, og ungdommen holder i hånd og nyder foråret i byen tæt ved den polske grænse.

Krigen er aldrig for alvor kommet til store dele af det vestlige Ukraine.

Og mange mennesker i byer vest for hovedstaden Kyiv har ikke oplevet russiske angreb.

Det har man i Lviv. Men kun meget få.

Livet går videre. Det var tydeligt, da B.T. besøgte byen med over 700.000 indbyggere.

Her var både cafeer, restauranter og kaffebarer velbesøgt. Det samme var byens centrale, historiske område, hvor de åbne pladser og utrafikerede gågader mere mindede om en vestlig storby end en by i et land, der er blevet invaderet af Rusland og Vladimir Putin.

Enkelte steder kan man dog mærke, at krigen også påvirker Lviv.

Der er indført udgangsforbud mellem 22 og 05. Det bliver håndhævet af det lokale politi.

Samtidig er der omkring kirker, statuer og offentlige bygninger lagt sandsække for at beskytte kulturarven.

Og så er soldater et helt almindeligt syn i byen, der er den største i Vestukraine. Nogle soldater med ladt våben, andre kun iført uniform.

Og på vej ind i byen mødes man af indtil flere militære checkpoints, som trafikken dog for det meste kører igennem uden større ophold.

Det sker også, at borgerne i Lviv må søge ly, når en luftalarm går i byen.

Det er dog markant sjældnere, at det sker, end i for eksempel hovedstaden Kyiv adskillige hundrede kilometer mod øst.

Det er, som om krigens rædsler ikke for alvor er nået Lviv. Alligevel er påmindelserne om den alle vegne.

Men på trods af Putins krig i Ukraine leves livet fortsat i Lviv.