Inden Ruslands invasion af nabolandet Ukraine var der ikke mange, der kendte til den lille landsby Andriivka.

Men siden de russiske tropper trak sig ud for få uger siden, er byen med få hundrede indbyggere blevet et navn, langt de fleste ukrainere har hørt.

For Andriivka, der ligger omkring en times kørsel fra det centrale Kyiv, er blevet kendt som den by, der er blevet ødelagt mest af russernes hærgen omkring Kyiv.

Og det står klart hvorfor, da B.T. besøger byen.

Et af de første syn, der møder B.T.s udsendte, er en lang kø ved en af landsbyens centrale huse. Her bliver der delt nødhjælp ud.

De næste få minutter går med langsom kørsel langs byens hovedgade, hvor det ene sønderbombede hus bliver afløst af det andet.

Flere huse står stadig, men ingen af husene er sluppet uden markante skader. De værst ramte huse er ruiner med intet tilbage andet end mursten.

Da B.T. gør holdt, møder vi den lokale beboer Victor. Han er 75 år og har boet i Andriivka hele sit liv.

75-årige Victor oplevede den russiske invasion helt tæt på, da invasionshæren indtog og sønderbombede hans hjemby.
75-årige Victor oplevede den russiske invasion helt tæt på, da invasionshæren indtog og sønderbombede hans hjemby. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han anser sig selv for at være blandt de heldige i byen.

»Man kan roligt sige, jeg har været heldig. Mit hus står stadig, men naboens hus er helt ødelagt,« siger Victor.

Den udtalelse er nærmest en underdrivelse.

For mens Victors hvide hus fortsat står op, så er der kun murbrokker tilbage af naboens. En udbrændt bil står i det, der før var indkørslen. Ikke langt derfra er resterne af det, der engang var en vask og en ovn.

Et af mange totalt ødelagte huse i den ukrainske landsby Andriivka.
Et af mange totalt ødelagte huse i den ukrainske landsby Andriivka. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Victor var til stede, da de russiske tropper ankom til byen allerede på dagen for invasionen af Ukraine. Og han blev der undervejs.

Hovedparten af de tilbageværende indbyggere i byen er ældre folk. Det er der en god grund til, forklarer Victor.

»De russiske soldater skød stort set alle de unge mænd, de kunne finde. Og da de løb tør for rationer, stjal de vores mad og skød vores køer og høns,« siger han.

De næste mange dage benyttede russerne Andriivka som et hjemområde. En russisk soldat sov sågar i Victors kælder. De ting, 75-årige Victor har hørt de russiske soldater snakke om, stemmer fint overens med andre beretninger fra Ukraine.

En ødelagt russisk kampvogn holder på en mark i udkanten af den sønderbombede landsby Andriivka.
En ødelagt russisk kampvogn holder på en mark i udkanten af den sønderbombede landsby Andriivka. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Der var en ung russisk soldat, som sad på en bænk i min have og ringede hjem til sin mor og sagde ‘Mor, der er krig her. Vi skulle kun have været her i få dage, nu er der gået en måned. Putin har løjet for os’,« forklarer Victor, der også overhørte en anden russisk soldat ringe hjem og berette om, hvor rige ukrainerne var med »vaskemaskiner og huse af mursten«, som den 75-årige siger det.

Endnu er genopbygningen af Andriivka ikke begyndt, som man ser det andre steder rundt omkring Kyiv.

Men de lokale har dog fået nogen hjælp af det ukrainske forsvar.

Det kan man se på porte, lygtepæle og hegn i hele byen.

Landsbyen Andriivka uden for Kyiv var i mere end tre uger besat bag russerne. Russerne ødelagde størstedelen af byens huse, dræbte de unge mænd, stjal alt, hvad der var af værdi og slagtede husdyrene pga. mangel på mad.
Landsbyen Andriivka uden for Kyiv var i mere end tre uger besat bag russerne. Russerne ødelagde størstedelen af byens huse, dræbte de unge mænd, stjal alt, hvad der var af værdi og slagtede husdyrene pga. mangel på mad. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Enkelte steder er der malet et gult punktum. Det er de heldige. For her har de ukrainske mineryddere været forbi og sikret boligen.

Ved de huse, hvor der er malet gule udråbstegn og spørgsmålstegn, er historien en anden. Her er der fortsat risiko for at møde en usprængt granat eller mine.

Den blå port ind til Victors grund har begge dele.