Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Jeg trak mig mere og mere ind i mig selv. Jeg var virkelig bange. Selv mine rigtig gode venner fortalte jeg intet.«

Ordene kommer fra den 42-årige ukrainske mand Evgeny. Han er en af de mange tusinder skæbner, som den russiske invasion af nabolandet har skabt. Og han har været hårdt ramt.

Det er ikke første gang, B.T.s læsere møder Evgeny.

Faktisk har vi fulgt ham under hele krigen fra de indledende dage, hvor russiske bomber begyndte at regne ned over den østlige storby Kharkiv, som Evgeny normalt kalder hjem, via en desperat flugt i en uendelig kø mod sikkerhed i vest til det skæbnesvangre øjeblik, hvor Evgeny måtte sige farvel til sin kone og sit barn ved den slovakiske grænse.

Uden at vide, om han ville få dem at se igen.

Vi har løbende kommunikeret med Evgeny. Det er foregået på skrift, i små lydbider og sporadiske samtaler på krypterede tjenester.

Som krigen er skredet frem, er Evgeny blevet mere og mere fåmælt. Beskederne kortere. Frygten større.

»Jeg var bange. Bange for, at nogen skulle finde ud af, hvor jeg var, og der ville ske noget,« siger Evgeny.

42-årige Evgeny.
42-årige Evgeny. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

B.T.s udsendte har fundet frem til Evgeny, mens vi er i Ukraine for at dække krigen.

Han befinder sig på en gammel skole i en lille landsby med grusvej ved navn Myl'ne. Den ligger omkring to timers kørsel i de frodige bakker uden for den vestlige storby Lviv.

Her er Evgeny sammen med en række andre internt fordrevne ukrainere. Han deler et gammelt klasseværelse med sin bror og to andre mænd.

Deres madrasser ligger på gulvet, deres sparsomme ejendele på stole og bænke tæt på. Et par dumbell står ved en mands seng. På bænken ved siden af ligger en Friends-T-shirt til tørre.

Ved siden af Evgenys madras er der ikke meget. Faktisk kun en ekstra madras. Den er til hans enorme hund Leo af racen cane corso.

»Min kone og min søn tog vores kat med ud af landet. Men jeg kan ikke undvære Leo,« forklarer han.

Den første tid, efter han havde sagt farvel til sin familie, var noget af det hårdeste. Uvisheden, afsavnet og minderne om bomberne, der faldt i gaderne omkring en.

»Den første måned vågnede jeg op hver nat og rystede. Vinduerne her i klasselokalet klaprer i vinden. Og det laver den samme lyd, som bomberne i Kharkiv gjorde. Flere gange stod jeg op og gik udenfor midt om natten bare for at sikre mig, at vi ikke blev bombet,« forklarer Evgeny.

Evgeny flygtede med sin kone, 14-årige søn, hund og kat fra Kharkiv, da russerne besatte området. Konen, sønnen og katten blev kørt til grænsen og sendt ud af landet, mens Evgeny og hunden Leo selv flygtede til den gamle skole i landsbyen Myl'ne, hvor de i dag bor sammen med andre flygtninge fra det østlige Ukraine.
Evgeny flygtede med sin kone, 14-årige søn, hund og kat fra Kharkiv, da russerne besatte området. Konen, sønnen og katten blev kørt til grænsen og sendt ud af landet, mens Evgeny og hunden Leo selv flygtede til den gamle skole i landsbyen Myl'ne, hvor de i dag bor sammen med andre flygtninge fra det østlige Ukraine. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg var meget rystet i begyndelsen. Og jeg savner min familie. Det er hårdt.«

Ved hjælp af de samme krypterede tjenester, som han kommunikerer med B.T. med, er han i daglig kontakt med familien, der nu er i Norge. Det sker over det wi-fi, den gamle skole i Myl'ne leverer til de omkring 35 interne flygtninge på stedet.

Familier bor i klasseværelser, hvor de har deres sparsomme ejendele omkring improviserede senge. Små piger har deres dukker på hylder bagest i lokalet. Unge piger følger med på TikTok fra deres madras. Tre mænd bor lige nu i skolens kulørte gymnastiksal.

Personer fra helt forskellige baggrunde og dele af livet på samme sted på grund af den russiske invasion af deres hjemland.

»Vi havde skolen fyldt op for bare nogle få uger siden,« siger lederen af stedet, Mikhail.

»Dengang var der over 60 personer her. Men flere af dem er rejst hjem.«

Det samme overvejer Evgeny efterhånden at gøre. Hjem til Kharkiv.

Der er nemlig intet at lave for ham i Myl'ne. Han hjælper i køkkenet og er med til at holde skolen. Men det tjener man ingen penge på. Kun tre måltider om dagen og husly.

Evgeny flygtede med sin kone, 14-årige søn, hund og kat fra Kharkiv, da russerne besatte området. Konen, sønnen og katten blev kørt til grænsen og sendt ud af landet, mens Evgeny og hunden Leo selv flygtede til den gamle skole i landsbyen Myl'ne, hvor de i dag bor sammen med andre flygtninge fra det østlige Ukraine.
Evgeny flygtede med sin kone, 14-årige søn, hund og kat fra Kharkiv, da russerne besatte området. Konen, sønnen og katten blev kørt til grænsen og sendt ud af landet, mens Evgeny og hunden Leo selv flygtede til den gamle skole i landsbyen Myl'ne, hvor de i dag bor sammen med andre flygtninge fra det østlige Ukraine. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg er indretningsarkitekt, og der er ingen job til mig her,« siger han med henvisning til Myl'nes beskedne størrelse og placering langt fra de store byer.

»Så jeg overvejer at tage tilbage til Kharkiv. Det er en meget større by, og der er flere job at få. Det kunne også bare være at gøre rent,« siger Evgeny.

Han kender flere, der er taget tilbage til den hårdt ramte storby, hvor de ukrainske tropper over de seneste uger har skubbet russerne bort fra byen. Meldingerne er, at det er begyndt at være mere sikkert.

»Jeg fik en video af en af mine naboer den anden dag,« siger Evgeny og viser den til B.T.

»Min lejlighed står der endnu. Der er kun en enkelt rude, der er smadret. Hvis jeg bare kan finde penge til benzin, så tror jeg, jeg tager hjem.«

»Hjem til Kharkiv.«

Andre læser også