Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Køen er flere kilometer lang. Den består af lastbiler og personbiler.

Der er hundredvis, tusindvis af biler ved den polsk/ukrainske grænse.

Men i modsætning til for bare få uger siden, så er køen ved grænsen til krigsplagede Ukraine ikke på vej ud.

Den er på vej ind.

Årsagen skal findes i flere ting.

For det første er den enorme flygtningestrøm, som blev indledt med Ruslands invasion af nabolandet i februar måned, aftaget.

Ganske vist er millioner flygtet ud af Ukraine.

Men mange vil nu hjem.

Det kan være til det vestlige Ukraine, som ikke er blevet hårdt ramt af russiske angreb, eller det kan være til Kyiv, som har fået en mere rolig hverdag, efter de russiske styrker trak sig fra områderne omkring hovedstaden og besluttede sig for at koncentrere sine indsatser i øst og syd.

Tirsdag meldte Kyivs borgmester, den tidligere verdensmester i boksning Vitali Klitsko, at man anslår, at omkring totredjedele af byens befolkning nu er vendt hjem.

Og de mange, som vender retur, var et tydeligt syn ved grænsen, hvor kvinder – nogle med helt små børn – var på vej tilbage til hjemlandet.

Og, som en taxichauffør i grænseområdet forklarede B.T.s udsendte, så har Ukraines regering valgt at afskaffe skatter på en lang række ting, hvilket gør det lukrativt at handle i grænseområdet.

Den markant mindre flygtningestrøm ved grænsen mellem Ukraine og Polen – hvor sidstnævnte har set adskillige hundredetusinde flygtninge siden krigens udbrud – har også haft en anden betydning.

På den polske side af grænsen er en lille teltlandsby fyldt med alt fra kristne, ngo'er som UNICEF samt teleselskabet Orange skudt op.

Men nu bliver kaffen, bananerne og sandwich i lige så høj grad uddelt til folk på vej ind i Ukraine som folk på vej ud.

Og mens der var voldsomt travlt i krigens første mange uger, så er mange af teltene i den improviserede landsby fyldt med personale, der blot sidder og venter på de enkelte personer, som krydser grænsen. Ud, men for tiden mest ind.

Andre læser også