Selv i det krigshærgede land er den 50-årige ukrainske tandlæge Dimas historie usædvanlig.
Han har måttet overleve i langt over en måned i grænselandet mellem russiske ødelæggelser og massemord. Uden helt normale fornødenheder som varme, el, vand og mad.
Da B.T. møder Dima i den nu verdenskendte Kyiv-forstad Butja, er han ude for at se nærmere på nogle af de ødelagte russiske militærkøretøjer, som er blevet efterladt.
Netop Butja og den nærliggende Irpin er blandt de områder, hvor der har været de hårdeste kampe i områderne omkring Kyiv.
Det mærkede Dima på egen hånd.
Han valgte nemlig at blive i hjembyen Irpin, da de russiske tropper begyndte at nærme sig.
Sine forældre sendte han i sikkerhed i det vestlige Ukraine, datteren er taget til Polen, kæresten til Tyskland, fortæller han.
»Det er svært at beskrive, hvordan jeg har det. Russerne har bombet og ødelagt så meget,« siger Dima og slår blikket ned.
Han har set meget død, fortæller han og finder sin telefon frem.
Det første, han viser B.T.s udsendte, er et billede af et lig.
»Jeg kendte ham her fra studiet,« siger han.
»Han har fået skudt hovedet næsten helt af,« uddyber Dima.
Hovedårsagen til, at Dima valgte at blive tilbage i de krigshærgede områder, er, at han følte, han måtte gøre noget.
Som lokal kender han området rigtig godt. Som mangeårig tandlæge har han medicin- og lægeviden. Og som stor entusiast af at leve i det fri kunne han finde ud af at overleve med sparsomme midler.
Det fik han brug for.
For mens russerne hærgede Irpin, Butja og de nærliggende områder, kunne han benytte sin viden til at hjælpe folk med at flygte.
»Jeg fik hjulpet flere med at evakuere. Det var besværligt, men det lykkedes at få mange i sikkerhed for russerne,« forklarer han.
Han kan ikke antallet af dage helt præcis. Men han anslår, at han under den russiske besættelse af områderne levede uden de mest basale nødvendigheder i omkring en måned.
Vand samlede han ved at lade dunke stå under dryppende vandhaner. Mad lavede han på gamle brændeblus eller under åben ild.
»Ser man bort fra, at det er krig, så kunne jeg egentlig godt lide det,« siger Dima.
»Jeg kan godt lide at leve under simple forhold.«
Ofte formåede han at vende russernes hærgen til sin egen fordel.
Det skete eksempelvis, da han kom forbi et raseret apotek. Her havde de russiske soldater efterladt en række præparater, som de umiddelbart ikke kendte eller kunne bruge.
»Dem samlede jeg sammen og sorterede. På den måde fik jeg samlet et godt forråd af medicin,« forklarer Dima.
Han fik også en enkelt gang brug for sine færdigheder som tandlæge. Det var tilfældet, da en ældre dame i området havde brug for at få trukket en tand ud.
Dima viser stolt et billede af situationen frem på sin telefon.
Da B.T. møder ham, har de russiske tropper været borte fra områderne omkring Irpin og Butja i nogle uger. Rædslerne i områderne er gået op for verden.
Men livet er så småt begyndt at vende tilbage. Det samme er nogle af de ting, vi andre tager for givet. Men ikke alle.
»Folk vender stille og roligt tilbage hertil. Nogle har allerede gas og vand. Jeg har kun vand,« siger han.
