»Som at surfe.«

Sådan lyder den skræmmende beskrivelse af weekendens enorme jordskælv i Tyrkiet og Syrien fra en mand, der oplevede det på egen krop.

B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg sidder lige nu i en bil på vej fra Adana til Osmanyie i Tyrkiet.

De to byer er hårdt ramt af weekendens jordskælvskatastrofe.

Med i bilen på vej mod Osmaniye er en lokal tolk og en chauffør, og de fortæller skræmmende personlige historier om katastrofen, beretter Jakob Illeborg.

B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg er netop nu på vej i bil fra Adana til Osmanyie i Tyrkiet.
B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg er netop nu på vej i bil fra Adana til Osmanyie i Tyrkiet.
Vis mere

»Min tolk fortæller, hvordan alting rystede i cirka et minut. Det var som at surfe, bare på en skræmmende og uhyggelig måde. De var sikre på, at de skulle dø. Og så stoppede det,« siger Jakob Illeborg.

»Kort efter begyndte det igen og blev ved i to minutter. Han hastede med familien ned i bilen, hvor de tilbragte resten af natten og morgenen. Han siger, at han ikke har sovet siden, fortæller Jakob Illeborg desuden.«

Jakob Illeborg konstaterer i samme åndedrag, at dødstallet efter jordskælvskatastrofen i Tyrkiet og Syrien klatrer med uhyggelig hast nærmest time for time.

Men det vil fortsætte, og det kommer til at nå et niveau, som man aldrig har set mage.

Det er i hvert fald det, de lokale i det hårdt ramte Adana-område i Tyrkiet taler om, rapporterer Jakob Illeborg.

»Nærmest hver eneste gang, de kommer til et nyt nedstyrtet hus, finder de døde,« fortæller han.

Foto: Jakob Illeborg
Foto: Jakob Illeborg
Vis mere

»De lokale har set adskillige jordskælv, og de ved, hvor mange der er døde ved tidligere katastrofer. De siger, at dette var meget værre, at det har ramt flere byer. Og at dødsfaldet vil blive meget højere end de tal, vi hører om lige nu,« siger Jakob Illeborg.

»De taler sammen om, at vi kommer langt over 20.000 døde. At det skal tælles i titusinder,« konstaterer han fra bilen og beskriver videre:

»Vi ser masser af militærkøretøjer og nødhjælpsfolk ved vejene, og vi er også kommet forbi sammenstyrtede huse på vejen indtil nu,« fortæller han.

»Jeg talte med amerikanske journalistkolleger i aftes, og de berettede om, at det i store træk var relativt fremkommeligt. Indtil det pludselig ikke var det, fordi vejene var spærret af murbrokker,« siger Jakob Illeborg desuden.