»Det har været en fuldstændig umenneskelig oplevelse. Jeg har ikke ord for, hvor barsk det har været,« siger en migrant til B.T. Han er netop ankommet til en nødhjælpslejr i Polen med sin gravide kone og to børn.
32 årige Mohammed smiler forsigtigt, da vi sidder i det lille, afskallede rum i migrant-centret i Bialystok tæt på den belarusiske grænse. Her lugter ikke godt, og på gangene i centret går forslåede voksne og børn omkring, nogle af dem på krykker.
Mohammed har dybe rande under øjnene, og hans hånd bevæger sig nervøst. Han kigger mig an, og så begynder han sin fortælling.
Han er far til to piger, og hans kone er højgravid. De kommer fra Najaf i Irak, hvor han havde en lille butik. Han fortæller, at borgerkrigen der har gjort en fremtid umulig. En milits har taget familiens hus og butik, og da muligheden for at komme til Europa opstod, solgte de, alt de havde tilbage og slog til.
»Det kostede to tusind dollar pr. person. Det var alle de penge, vi overhovedet kunne skaffe. Vi blev fløjet fra Irak til Minsk i Hviderusland og indkvarteret på et hotel. Her boede vi i fem dage, så blev vi hentet og kørt i taxier til fem kilometer før grænsen,«
Tusinder af mennesker er de sidste måneder på denne måde blevet transporteret til Hviderusland på denne måde mod betaling. Familien var ikke klar over, hvad der ventede dem, da vagterne gennede dem ud af bilen.
»De vagter, der passede os, fortalte at vi skulle gå ned mod hegnet og finde en måde at komme over på. Vi ventede, til det var mørkt og gravede os under hegnet,« fortæller Mohammed til B.T.
Derefter begyndte en tre dages vandretur i de polske skove, før en polsk patrulje stoppede dem. De beordrede familien ind i politibilen, og uden at tage rapport eller bede om deres navne kørte de familien tilbage til grænsen mod Hviderusland og efterlod dem i ingenmandsland.
»Men hviderusserne ville ikke kendes ved os. De nægtede at tage os tilbage til Minsk. De slog os og skubbede os i stedet afsted mod Litauens grænse,« siger Mohammed.
Familien tilbragte den næste måned på vandring fra grænse til grænse i ingenmandsland. Hver gang de forsøgte at kommer over grænsen, blev de stoppet og smidt tilbage. Familien prøvede syv gange at nå Polen, før det lykkedes.
»I Litauen brugte de vandkanoner mod os, og det var allerede frygtelig koldt. De slog os også, og fortalte os, at vi ikke skulle prøve at komme denne vej igen. Polakkerne var de venligste. De kunne jo se, at min kone snart skal føde, så de gav hende og børnene mad og vand. De polske betjente slog ikke, hvis bare man adlød dem,« siger Mohammed, der fortæller, at han lærte sin familie at sidde helt stille, for så blev de tit ladt i fred.
»Efter mange uger lykkedes det gennem nogle bekendte at arrangere at blive samlet op af en bil på den polske side af grænsen. Men undervejs blev vi stoppet af politiet i bilen. Min kone græd og tryglede politiet om hjælp. Hun viste dem, at hun snart skulle føde. Børnene græd også, og jeg tror, de fik medlidenhed med os. Så de kørte os her til dette center,«
Mohammeds kone er nu på hospitalet og venter på at føde. Mohammed siger, at de nu har søgt om asyl i Polen, men han frygter stadig, at de bliver sendt tilbage til grænsen.
»Hvis det sker, må jeg prøve igen. Jeg har intet at vende tilbage til. Jeg kan ikke tage tilbage til Irak. Jeg vil hellere dø i forsøget på at hjælpe min familie med at få lov at blive i Europa«
»Det har været en forfærdelig oplevelse. Vi har set død og lidelse i skovene, og det har været trøstesløst. Men vi beder til Gud om, at det værste nu er ovre, at vi kan få lov til at få en fremtid et sted i Europa,« siger Mohammed og får våde øjne.
Han siger, at han ikke vred over den barske behandling hans familie har fået her i Polen, for han har fået at vide, at europæerne er ordentlige mennesker, der nok skal gøre det rigtige for hans familie før eller siden.
»De polske betjente var som regel venlige og gav os vand, Hviderusserne tævede os, hvis vi spurgte om noget. Jeg er taknemmelig for at vi er her nu, og at min kone ikke skal føde i skoven,« siger Mohammed til B.T.
Han trykker min hånd på vej ud af rummet. Jeg ønsker ham held og lykke fremover. Mohammed er en af de få heldige, der har klaret den så langt. I skovene ved den hviderussiske grænse vandrer tusinder fortsat rundt, som Mohammeds familie gjorde det.
Ingen vil kendes ved dem, og vinteren er nu kommet til Hviderusland. Forude venter måneder med bidende frost, meget lidt mad og alt for lidt tøj. De mennesker Mohammed har set dø i skovene i ingenmandsland bliver næppe de sidste.
