Lyt til artiklen

Mange verdensledere er måske vågnet mandag med en bekymret mine.

For søndag aften stod det klart, at Giorgia Meloni, lederen af det højreorienteret parti Italienske Brødre, ser ud til at blive premierminister i Italien.

Og når Vesten måske vågner med en bekymret mine, så er det fordi, hendes højrefløjskoalition bestående af Matteo Salvini og Silvio Berlusconi mener, at Vestens sanktioner mod Rusland har været uberettiget.

Men lykønskningen og et ønske om øget konstruktivt samarbejde er allerede tikket ind fra Kreml.

Giorgia Meloni har selv udtrykt, at hun er NATO-tilhænger og har støttet op om EUs sanktioner mod Rusland efter landets invasion af Ukraine. B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, vurderer, at valgresultatet kan være en vej ind i Europa for Rusland.

»Det virkelig interessante og potentielt skræmmende er jo, at man også har fulgt med i Rusland, hvad der skete i Italien. Den eneste kile, man havde ind i Europa var Ungarn og med Italien har man nu en ladeport,« siger Jakob illeborg, som er til stede i Rom.

Derfor holder man nok vejret blandt verdensledere, som støtter sanktioner mod Rusland.

»Verdens øjne hviler nok en gang på Giorgia Meloni. Hvad svarer hun på Ruslands tilnærmelser? Er hun åben for et samarbejde med Putin? Eller har hun ingen interesse?,« siger Jakob Illeborg og fortsætter.

»Min formodning er, at hun nok bliver åben for et samarbejde, fordi mange af hendes vælgere mener, at det er en strategisk fejl, at man støtter Ukraine,« siger Jakob Illeborg.

italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi besøgte Ruslands præsident, Vladimir Putin, på Krimhalvøen tilbage i 2015.
italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi besøgte Ruslands præsident, Vladimir Putin, på Krimhalvøen tilbage i 2015. Foto: ALEXEI DRUZHININ
Vis mere

Mange af de vælgere, der stemmer på Giorgia Meloni er, ifølge Jakob Illeborg, også imod flere af sanktionerne mod Rusland.

Ville det ikke være en kæmpe splittelse i en regering allerede før, den er dannet, hvis hun vælger at holde sin linje i forhold til Rusland?

»Det vil vise en uenighed på en flanke, som er noget af det vigtigste i verden lige nu. Hun bliver simpelthen nødt til at klappe den her af med Matteo Salvini og Silvio Berlusconi hurtigst muligt,« siger Jakob Illeborg.