»Jeg kan ikke få vejret,« siger George Floyd. Hans ansigt er presset hårdt ned i asfalten. En politibetjents knæ er plantet solidt på Floyds hals.

Få minutter senere dør 46-årige George Floyd.

Den tragiske episode har fået voldsomme optøjer til at bryde ud flere steder i USA. For George Floyds voldsomme behandling af amerikanske betjente er blot det seneste eksempel på vold begået af politi mod sorte amerikanere.

Vi starter med at spole tiden tilbage til 3. marts 1991.

Den 26-årige sorte konstruktionsarbejder Rodney King forsøger sammen med sine to passagerer at flygte fra politiet i Los Angeles.

Efter en længere politijagt, hvor flere politibiler og en helikopter er involveret, bliver Rodney Kings bil stoppet.

Den gruppe af betjente, som først indhenter King, beder ham om at stå ud af bilen med sine to passagerer. Rodney King modsætter sig anholdelsen, hvorefter han bliver brutalt tævet med spark og betjentenes stave, mens han ligger forsvarsløs på jorden.

Fire betjente – tre af dem hvide – deltager aktivt i uddelingen af tæsk, mens flere andre betjente står ved siden af og kigger på.

Hele optrinnet bliver filmet.

Kort efter er den i rotation på samtlige store tv-stationer i USA.

Da tre af de fire betjente ved den efterfølgende retssag året efter bliver frikendt, bryder optøjer ud i Los Angeles og en række andre amerikanske storbyer.

63 personer mister livet, og mere end 2.000 personer bliver såret over seks dage. Først da den amerikanske hær sættes ind, bliver der igen ro.

Videoen af Rodney King bliver senere beskrevet som den første virale video af politibrutalitet, da den er filmet af en privatperson.

Episoden med Rodney King fra 1991 er langtfra første gang, en sort person udsættes for vold af politiet. Men da den bliver voldsomt eksponeret, markerer den et vendepunkt.

I årene efter og specielt med fremkomsten af sociale medier tager deling af og fokus på politibrutalitet udøvet mod sorte fart.

De seneste år har der været adskillige tilfælde. Og specielt i 2014 var der mange opsigtsvækkende sager. Her følger et udpluk fra det år.

  • I juli 2014 dør Eric Garner, da en betjent i New York-bydelen Staten Island kvæler ham. I et ekko frem til George Floyds død for få dage siden er Eric Garners sidste ord »jeg kan ikke få vejret«. Det blev siden til et slogan, som blandt andre basketballstjernen Lebron James tog til sig. Betjenten bliver frikendt i sagen.
  • August 2014 mister teenageren Michael Brown livet i Ferguson, Missouri, da han bliver skudt af en politibetjent. Efterfølgende bryder optøjer ud i byen, hvor demonstranter for alvor får gang i brugen af sloganet 'Black lives matter'.
  • Oktober 2014 skyder en betjent i Chicago den 17-årige Laquan McDonald 16 gange. McDonald havde på tidspunktet en kniv, men senere offentliggjorte videooptagelser fra en politibil viser, at McDonald var på vej væk fra politibilerne, da han bliver skudt. (Se video herunder)
  • November 2014 bliver den 12-årige Tamir Rice dræbt af en betjent i Cleveland, da han leger med en legetøjspistol i en park.

For få uger siden blussede 'Black Lives Matter'-problematikken op igen, da videooptagelser af et mord på den 25-årige Ahmaud Arbery dukkede op.

23. februar er han ude at løbe en tur i byen Brunswick i delstaten Georgia, da han bliver skudt på klos hold af den 34-årige Travis McMichael.

McMichael er ikke politibetjent, men er sammen med sin far, 64-årige Gregory McMichael, fulgt efter Arbery på hans løbetur.

Trods video af optrinnet havde politiet ikke foretaget en anholdelse i sagen, da den brutale video af mordet bliver offentliggjort i begyndelsen af maj, hvilket gav omfattende protester.

Få uger senere går George Floyd ind i en butik i Minneapolis. Han forsøger at betale med en 20-dollarseddel, som blev mistænkt for at være falsk. Derfor ringer den ansatte i butikken til politiet, som ankommer kort efter og anholder Floyd.

Få minutter senere ligger han med ansigtet i asfalten og fortæller betjentene, at han ikke kan trække vejret.

Ikke længe efter mister han bevidstheden, mens personer omkring episoden forsøger at gøre betjentene klar over, hvad de er ved at gøre.

Da George Floyd få minutter senere bliver hentet af en ambulance, er han livløs. Han genvinder aldrig bevidstheden og dør.