På sin bryllupsdag havde britiske Donna Sidebotham inviteret både venner og familie for at fejre den store dag. Hun sendte invitationerne ud fire måneder før, hun skulle giftes den 2. april 2013.

Alle svarede på invitationerne og alle hendes nærmeste venner kom til brylluppet med undtagelse af én. Donna Sidebothams nære ven 34-årige Chris Kimber, som hun havde kendt i flere år, svarede aldrig på invitationen og dukkede ikke op på dagen. Den dag sluttede deres venskab også. Det skriver The Sun.

»..efter et par uger uden noget svar fra Chris antog jeg, at han ikke kunne komme,« siger 36-årige Donna Sidebotham.

Hun tænkte, at hendes nære ven gennem mange år havde for travlt til at komme, selvom det var en af de vigtigste dage i hendes liv.

Alt i mens kirkeklokkerne ringede, troede Chris Kimber, at hans gode veninde ikke ønskede, at han kom til hendes bryllup. Han var skuffet og såret, for han havde aldrig fået invitationen til brylluppet.

Ingen af dem ønskede at tale om problemet. Hun følte sig såret, og han følte sig glemt. Donna Sidebotham sagde, at hun havde inviteret ham, men Chris Kimber sagde også, han aldrig var blevet inviteret. De to venner voksede med tiden fra hinanden.

Ingen af dem vidste, at det britiske postvæsen Royal Mail havde glemt at aflevere brevet i mere end fire år.

»Alt i mens har Chris troet, at jeg ikke havde inviteret ham til min specielle dag - også selvom han var med til min forlovelsesfest,« forklarer Donna Sidebotham.

Den 10. august 2017 kom det dog frem, at Donna Sidebotham faktisk havde sendt invitationen til sin nære ven. Han havde bare ikke fået den før fire år senere. Hun tjekkede sin telefon, hvor Chris Kimber havde sendt flere billeder af invitationen, som han først lige havde modtaget.

De to venner forstår ikke, at postvæsenet har været flere år undervejs med brevet, men Donna Sidebotham håber, at de nu kan genfinde deres venskab igen - trods den misforståelse, som engang splittede dem.

Royal Mail har til The Sun forklaret, at de har undersøgt den konkrete sag. De mener, at det skyldes, at en anden har modtaget brevet og først videresendt brevet til den rigtige modtager nu.