Lyt til artiklen

Gordon Brown siger, at verdenssamfundet må gøre mere for at sikre en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza.

Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, opfordrede i dag til en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza, efter at det ikke lykkedes FN's Sikkerhedsråd om at blive enig om en sådan ved et møde lørdag.

- Det, vi må gøre, er at arbejde hårdere, end vi hidtil har gjort for en øjeblikkelig våbenhvile. Israelerne må have en forsikring om, at der ikke kommer raketangreb mod Israel, sagde Brown i et interview med den britiske statsradio BBC.

Tidligere i dag tilkendegav Israels forsvarsminister, Ehud Barak, at der ikke er udsigt til nogen våbenhvile lige med det første.

- Denne operation bliver ikke let eller enkel. Operationen vil blive udvidet og intensiveret så meget, som det nu er nødvendigt. Krig er ikke nogen skovtur, sagde Barak.

/ritzau/Reuters