»Som min advokat siger: Vi vælger ikke vores egen familie.«

Sådan lød det torsdag fra den 20-årige Mourad Laachraoui, der er lillebror til den 24-årige Najim Laachraoui.

Meget tyder i dag på at netop Najim Laachraoui har spillet en afgørende rolle i terrorangrebene i Paris den 13. november sidste år, hvor 130 mennesker døde, og angrebene i Bruxelles tirsdag, hvor 31 mennesker mistede livet.

På et pressemøde fortalte Mourad Laachraoui, der er på det belgiske taekwondo-landshold og som følte sig nødsaget til at tale offentligt, at han er ‘ked af det - og bange’, efter det står klart, at hans egen bror i dag er en af Europas mest hadede mænd.

Flere medier har oplyst, at Najim Laachraoui var en af selvmordsbomberne i Zavemtem-lufthavnen i Bruxelles. Dette er dog ikke blevet bekræftet af myndighederne, og familien Laachraoui ved heller ikke noget.

Najim Laachraoui menes desuden at være manden, som har konstrueret de bomber, som blev brugt i både Paris og Bruxelles, skriver norske VG.

»Vi ved ingenting,« sagde Mourad Laachraoui på pressemødet, hvor han forklarede, at han husker sin bror som en ‘sød og intelligent dreng’, der læste meget og som tidligere har dyrket taekwondo, som ham selv.

»Sådan vil jeg huske ham,« sagde Mourad Laachraoui om sin elektriker-uddannede bror.

Familien Mourad er praktiserende muslimer, men det er uklart - også for familien - hvorfor Najim Laachraoui er blevet ekstremist.

»Jeg aner det ikke. Jeg er ikke psykolog,« sagde Mourad Laachraoui ifølge VG.

Han forsøger nu, at 'komme videre' og har 'ikke brug for at forstå det.'

På pressemødet forklarede han, at han selv og familien havde mistet kontakten Najim Laachraoui, da han i februar 2013 rejste til Syrien, hvor terrorbevægelsen Islamisk Stat, der har taget ansvaret for angrebene i Bruxelles og Paris, kontrollerer flere områder.

Adspurgt hvad Mourad Laachraoui gjorde, da det stod klart, at Najim Laachraoui var rejst til Syrien, svarede han:

»Det var os (familien, red.), der fortalte det til politiet. De vidste det ikke.«

Senere sagde han:

»Vi mistænkte ham efter Paris, men ingen fortalte os noget,« sagde han ifølge The Telegraph.

Familien mistænkte ham?

»Nej, politiet. Efter Paris-angrebene ransagede de vores hjem,« sagde Mourad Laachraoui.

Den 20-årige lillebror blev også spurgt om, hvorvidt han på noget tidspunkt havde set terroristerne Salah Abdeslam, der den 18. marts blev anholdt i Belgien efter at have være eftersøgt siden terroren i den franske hovedstad, og Abdelham Abaaoud, der døde i kamp mod politiet efter Paris-massakren sidste år.

»Nej, aldrig. Jeg har aldrig set dem,« sagde Mourad Laachraoui ifølge Reuters.

Mourad Laachraoui vandt sidste år en sølvmedalje for Belgien ved verdenmesterskabet i taekwondo. Hans mål er at vinde Olympisk guld ved legene i Tokyo i 2020.