En dagligdag med hænderne begravet i madaffald og maddiker lyder formentlig ikke tiltalende.

Men ikke desto mindre er det opskriften på de to sydafrikanske brødre Jason og David Dres millionsucces.

Brødrenes virksomhed, AgriProtein, tjener nemlig styrtende med penge på at lave dyrefoder, der ifølge dem er udviklet efter bæredygtige principper.

Det skriver CNN.

Brødrene får nemlig fluer til at lægge hundrede millioner af æg på madrester hver eneste dag. Når æggene udklækkes, og maddikerne kommer frem, kan de anvendes som dyrefoder.

»Vi genanvender næringsstofferne i madaffald til naturlige proteiner til kylling og fisk,« siger Jason Drew til CNN.

Og det er tilsyneladende en ganske god forretning. For AgriProtein, der blev grundlagt i 2008, er i dag vurderet til at være mere end 1,2 milliarder danske kroner værd.

AgriProtein har fabrikker i Cape Town og Durban, der ligger i det østlige Sydafrika. Hver fabrik har 8,4 milliarder fluer og modtager dagligt 276 tons madaffald, hvorpå fluerne lægger godt 340 millioner æg om dagen.