Det er nærliggende at tro, at FBI's ransagning af Donald Trumps hjem hænger sammen med efterforskningen af ekspræsidentens rolle i stormløbet på den amerikanske Kongres 6. januar 2021.

Det havde den ikke. Årsagen var en helt anden.

FBI var på udkig efter klassificerede dokumenter fra Trumps tid som USAs 45. præsident, da agenter mandag aften gennemsøgte hans luksuriøse hjem i Mar-a-Lago i Palm Beach i Florida.

Dokumenter, som Donald Trump angiveligt skulle have taget med sig, da han forlod Det Hvide Hus.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder New York Times, CNN og Washington Post. Medierne citerer anonyme kilder tæt på efterforskningen for oplysningen.

Og FBI gik særdeles grundigt til værks.

»De brød endda ind i mit pengeskab!«, skriver Donald Trump i en udtalelse om FBI's ransagning, som han kalder 'unødvendig og upassende'.

Ifølge hans eget udsagn var Donald Trump ikke varslet om ransagningen på forhånd, og ekspræsidenten hævder, at han har samarbejdet med alle relevante regeringsmyndigheder.

»Det er mørke tider for vores land, hvor mit smukke hjem, Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida, lige nu belejres, ransages og besættes af en stor gruppe FBI-agenter. Dette er aldrig før sket for en præsident i USA,« skriver Trump i udtalelsen.

Kilder tæt på efterforskningen har fortalt flere amerikanske medier, at FBI medbragte flere kasser med dokumenter efter ransagningen af Trumps hjem.

Trump har selv tilbageleveret flere dokumenter fra sin tid som præsident til det amerikanske nationalarkiv, hvor klassificere dokumenter fra Det Hvide Hus opbevares efter, at en præsident er stoppet i embedet.

Men FBI ville ifølge CNN være sikre på, at ingen af de vigtige dokumenter – som potentielt kan indeholde tophemmelige oplysninger – forblev i Trumps varetægt, hvilket ville være ulovligt.

Hvis FBI skulle have stødt på bevismateriale til efterforskningen af Donald Trumps rolle i stormløbet på den amerikanske Kongres i hovedstaden Washington DC den 6. januar 2021, vil det kræve en ny dommerkendelse, før det vil være lovligt at fjerne det fra ekspræsidentens hjem i Mar-a-Lago.