Ukips medlemmer afsætter Henry Bolton som leder efter kritik af hans ledelse og hans kærestes udtalelser.

London. Det britiske parti Ukip er på ny kastet ud i krise.

Medlemmerne af det EU- og indvandringskritiske parti har ved en afstemning lørdag stemt for at fjerne partiets leder, Henry Bolton, fra lederposten.

Partiformand Paul Oakden siger, at 63 procent af de i alt 1378 afgivne stemmer gik imod Bolton.

I partiet har der lydt kritik af dels Boltons ledelsesstil, dels af en skandale på privatfronten.

Boltons veninde, Jo Marney, er citeret for at tale nedsættende og racistisk om prins Harrys forlovede. Den amerikanske skuespiller Meghan Markle har en sort mor og en hvid far.

Bolton sagde efterfølgende, at han havde slået op med Jo Marney. Men siden da har billeder i pressen vist dem sammen.

Afstemningen på partiets ekstraordinære generalforsamling lørdag kommer omtrent en måned efter, at Henry Bolton tabte en tillidsafstemning i partiets styrende komité.

Partiets styrelse sagde på det tidspunkt, at den havde mistet tilliden til Henry Bolton.

Den nu afsatte Ukip-leder havde nægtet at træde tilbage. Han sagde, at hans afgang ville betyde, at "partiet formentlig er færdigt".

Partiet har haft tre ledere, siden Nigel Farage trådte tilbage som leder i 2016.

Ukip fik ved valget i Storbritannien i 2015 12,6 procent af stemmerne. Ved det seneste valg sidste år måtte partiet nøjes med 1,8 procent.

/ritzau/Reuters