Der vil formentligt komme lokale klynger med mange smittetilfælde. En anden bølge er en reel risiko.

Der er en reel risiko for en anden bølge med coronasmitte i Storbritannien, og det er sandsynligt, at der vil komme lokale udbrud med mange smittetilfælde.

Sådan lyder det i en af de hidtil stærkeste advarsler fra en række eksperter til premierminister Boris Johnson på et tidspunkt, hvor regeringen er ved at åbne samfundet for at skabe økonomisk dynamik.

Storbritannien ligger blandt de tre øverste på listen over lande med flest coronarelaterede dødsfald, men antallet af smittetilfælde er faldende i landet.

Den britiske restaurationsbranche genåbner 4. juli pubber, restauranter og hoteller efter en langvarig nedlukning siden marts på grund af udbruddet af coronavirus. Johnson annoncerede tirsdag genåbningen i det britiske parlament.

Samtidig varslede Johnson en lempelse af afstandskravene - fra to til en meter - ligesom det er tilfældet i Danmark. Til gengæld vil det være et krav, at briterne bruger mundbind.

En ny bølge med coronasmitte står som et mareridt for politiske ledere verden over, da de vil få skylden for flere dødsfald og mere økonomisk tilbagegang.

Flere af Storbritanniens mest fremtrædende sundhedspolitikere og sundhedseksperter presser på for hurtigt at få udarbejdet kriseplaner for en eventuel anden bølge.

- Men det er svært at forudsige, hvordan pandemien vil udvikle sig i Storbritannien, men de erfaringer, vi har, tyder på, at der vil komme lokale klynger med mange smittetilfælde, og en anden bølge er en reel risiko, lyder vurderingerne fra eksperterne i tidsskriftet The British Medical Journal.

Disse opfordringer om blandt andet forberedelser på en anden bølge er underskrevet af 15 af landets mest respekterede fagfolk med forskellige specialer.

/ritzau/Reuters