Der skal styr på smittespredning, inden Storbritannien kan overveje kontrolleret genåbning, siger epidemiolog.

Storbritannien vil næppe være i stand til at slække på de strenge restriktioner, der er indført for at bremse spredningen af coronavirus, før udgangen af maj.

Det siger Neil Ferguson, der er en af den britiske regerings øverste rådgivere på området, til BBC.

Han tilføjer, at myndighederne i øjeblikket arbejder på en plan for, hvordan man med tiden gradvist vil genåbne landet.

- Vi vil arbejde hen mod en situation, hvor vi i slutningen af maj vil være i stand til at erstatte nogle af de mindre omfattende restriktioner, siger Neil Ferguson.

- Der ligger et stort arbejde foran os, hvor vi skal se på, hvordan vi kan erstatte nogle af de meget strenge regler om social distance med et regime, der er baseret på omfattende test, tilføjer han.

Neil Ferguson understreger, at både kurven for smittede og døde i forbindelse med pandemien skal knække, før en delvis genåbning kan komme på tale.

Foreløbig har 3605 coronapatienter mistet livet i Storbritannien. I alt 38.168 personer er testet positiv, heriblandt premierminister Boris Johnson.

Storbritannien har været lukket ned i uger. Det betyder, at pubber, restauranter og næsten alle butikker holder lukket. Samtidig er der indført forbud mod forsamlinger.

Graham Medley, der er en anden af den britiske regerings rådgivere på området, frygter, at Storbritannien har malet sig op i et hjørne.

Det skyldes, at der tilsyneladende ikke er nogen klar plan for, hvordan og hvornår landet vil iværksætte en kontrolleret genåbning.

Det siger han lørdag til avisen The Times.

Meldingen fra de britiske regeringsrådgivere kommer, efter at den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), allerede mandag annoncerede, at Danmark kunne stå over for en kontrolleret genåbning efter påske.

Det forudsætter dog, at alt flasker sig, og smittespredningen også til den tid er under kontrol.

/ritzau/Reuters