- Vi har brug for en enorm mængde held, hvis vi skal undgå en dyb krise de næste måneder, siger sundhedschef.

Den britiske regering skal hurtigst muligt genindføre flere coronarestriktioner, hvis en krise i landets sundhedsvæsen skal undgås i de kommende måneder.

Det siger Matthew Taylor, der leder det britiske sundhedsvæsens medlemsorganisation, NHS Confederation, til The Guardian.

Udmeldingen kommer, efter at antallet af coronasmittede i Storbritannien er steget eksplosivt siden begyndelsen af oktober. De seneste syv dage har landet i gennemsnit registreret 44.145 smittede om dagen.

Det giver ifølge The Guardian landet en af de højeste smitterater i verden.

Tirsdag registrerede myndighederne også 223 døde med covid-19. Det er det højeste tal i landet på en enkelt dag siden marts.

Derfor er der ifølge Matthew Taylor brug for øjeblikkelig handling, hvis ikke sundhedsvæsnet skal "havne i en krise", hvor hospitalerne bliver overbebyrdede.

- Vi står lige på kanten, og vi er kun i midten af oktober. Det vil kræve en utrolig mængde held, hvis vi skal undgå at befinde os i en dyb krise i løbet af de næste tre måneder, siger han til avisen.

Konkret opfordrer Taylor den britiske regering til at iværksætte fase b af regeringens nye coronaplan, der blev præsenteret i sidste uge, og som skal føre Storbritannien sikkert igennem vintermånederne.

Storbritannien befinder sig i øjeblikket i fase a. Den inkluderer blandt andet, at befolkningen bliver opfordret til at lade sig vaccinere mod influenza og tage imod såkaldte boosterstik mod coronavirus.

I fase b bliver ting som mundbind, vaccinepas og hjemmearbejde gjort obligatorisk.

- Regeringen burde ikke bare annoncere, at vi går til plan b, men at vi går til plan b plus, siger Matthew Taylor.

En talsmand for premierminister Boris Johnson sagde mandag, at der på nuværende tidspunkt "ikke er planer" om at bruge beredskabstiltagene i regeringens vinterstrategi.

Situationen i det britiske sundhedsvæsen bliver udfordret af et rekordhøjt efterslæb som følge af pandemien. Over fem millioner patienter venter således i øjeblikket på behandling.

/ritzau/