Du kender ham måske fra Hobitten, V for Vendetta eller som fortælleren i The Hitchhikers’ Guide to the Galaxy. Stephen Fry har gennem mange år præget biografskærmene verden over.

Nu fortæller han, at han har fået prostatakræft i en video, han har lagt ud på Twitter.

»Kort før jul tog jeg til lægen for at få en influenzavaccination. Han foreslog at lave et rutinetjek for at se, om alt var, som det skulle være. Næste dag ringede han, fordi han var lidt bekymret for mine PSA-niveauer,« siger Fry blandt andet.

PSA står for Prostate Specific Antigen, slår de ud, er der grund til bekymring for, at prostata er under angreb. I Stephen Frys tilfælde var niveauerne blevet lidt højere, derfor fik han både foretaget en MRI-scanning og en biopsi.

»Næste dag fik jeg resultaterne, og ja, der var kræft,« fortæller Stephen Fry, som også forklarer, at han fik tilbudt forskellige behandlingsmuligheder:

»Man bliver nødt til at veje dem op mod hinanden. En af mulighederne var at få fjernet prostata. Og det var den operation, jeg valgte.«

»Så næste skridt er...«

I første uge i januar i år blev Stephen Fry opereret. Lægerne fjernede hans prostata samt 11 lymfeknuder, hvorefter de kunne se, at det var en meget aggressiv kræftform, han havde i det område. Operationen gik godt.

»Så næste skridt er, at man skal komme sig, og det er det, jeg har lavet, hvis du nu skulle have undret dig over, hvorfor jeg har været ude af offentligheden,« siger han.

Nu skal han snart have tjekket sine PSA-niveauer igen for at se, om lægerne fik det hele med. Men som Stephen Fry forklarer det, burde niveauerne ligge på 0, eftersom at han har fået fjernet prostata.

»Men i øjeblikket har jeg det godt, og jeg er glad,« afslutter han.