Rusland beskylder briterne for "russofobisk hysteri" efter ny rapport om korruption, svindel og hvidvaskning.

London. Storbritannien er fast besluttet på at gribe ind over for illegale økonomiske aktiviteter som korruption og hvidvaskning af beskidte penge, siger en talsmand for premierminister Theresa May.

Udtalelsen er en reaktion på en rapport fra parlamentet om, at Storbritanniens nationale sikkerhed bliver skadet ved, at finansielle institutioner i London hvidvasker beskidte russiske penge.

- Storbritannien har påtaget sig en ledende rolle i den globale kamp mod illegale finansielle aktiviteter. Kriminelle personer og grupper bør ikke være i tvivl om, at vi går efter dem, deres aktiver og deres penge, siger talsmanden og tilføjer:

- Vi er fast besluttede på at tvinge beskidte penge og hvidvaskere ud af Storbritannien. Vi vil anvende de beføjelser, vi har til at slå ned på dem, som truer vor sikkerhed.

Han konstaterer, at nye lovbeføjelser i de senere år har ført til, at de britiske myndigheder har beslaglagt omkring 2,2 milliarder pund (omkring 18,7 milliarder kroner) fra kriminelle.

I Moskva siger en talsmand for Ruslands politiske ledelse, at den britiske rapport om "beskidte russiske penge er et udtryk for russofobisk hysteri i Storbritannien og uretfærdige konkurrencebetingelser for russiske virksomheder".

- Dette er blot det seneste skridt i en uvenlig og uretfærdig konkurrence, siger Kremls talsmand, Dmitrij Peskov.

Han advarer briterne om, at den hårde linje skader investeringsklimaet i hele Storbritannien.

Fra russisk side henvises der til, at den kendte russiske milliardær Roman Abramovitsj, der blandt andet ejer fodboldklubben Chelsea, i en periode har haft visumproblemer. Det har taget længere tid end normalt for ham at få fornyet sit visum.

Den britiske premierminister har udvist russiske diplomater og advarer om andre sanktioner, efter at nervegift blev anvendt mod en tidligere russisk spion i Salisbury. Ifølge de britiske myndigheder stod Moskva stod bag angrebet.

Russerne afviser beskyldningerne og antyder, at britiske sikkerhedstjenester står bag.

/ritzau/Reuters