Dagen derpå er der skiftende meldinger om, hvordan det gik, da de britiske pubber lørdag igen kunne byde gæster på øl.

Storbritanniens sundhedsminister, Matt Hancock, hylder briterne for god opførsel.

»Folk opførte sig i store træk ansvarligt, selv om der er nogle billeder, som viser det modsatte.«

»Overordnet set er jeg meget tilfreds med, hvad der skete i går. Det var virkelig godt at se folk ude omkring og i det store hele holde social afstand,« siger Hancock til Sky News ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Foto: Henry Nicholls/Reuters
Vis mere

De britiske pubber åbnede lørdag for første gang siden slutningen af marts, hvor de blev lukket for at mindske spredningen af coronavirus.

Genåbningen er en del af regeringens plan for at få gang i samfundet igen, så Storbritanniens økonomi kan komme sig efter tre måneders coronanedlukning.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede over, hvordan briterne opførte sig natten igennem.

John Apter, formanden for det britiske politiforbund, var på vagt i storbyen Southampton.

Foto: Vickie Flores/EPA
Vis mere

'Noget, der var krystalklart, er, at fulde folk ikke kan/vil holde social afstand,' skriver John Apter på Twitter.

Han rapporterer om en travl aften.

'Vi havde at gøre med antisocial opførsel, nøgne mænd, besiddelse af narkotika, glade fulderikker, sure fulderikker, slåskampe, flere sure fulderikker og blev kaldt fascistiske svin af nogle, vi prøvede at hjælpe,' skriver John Apter på Twitter.

Han opsummerer, at aftenen bekræftede, at alkohol og social afstand 'ikke er en god kombination'.

Foto: Henry Nicholls/Reuters
Vis mere

Ifølge regeringens retningslinjer skal der være 'minimal kontakt' mellem ansatte og kunder.

Og kun bordservering er tilladt.

Desuden skal kunder give deres kontaktinformation, så de kan blive kontaktet, hvis der er et smitteudbrud.

Forud for genåbningen af pubberne opfordrede Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, til, at folk ikke gik over gevind.