Britisk politi har sat navn på den mand, man mener står bag mandagens angreb.

FØLG UDVIKLINGEN I MANCHESTER HER I BT'S LIVEBLOG

Britiske myndigheder har udpeget gerningsmanden bag mandagens angreb på en koncertarena i Manchester som værende den 22-årige Salman Abedi, der skulle være født i netop Manchester.

Det har britisk politi netop meddelt på et pressemøde.

Salman Abedi skulle kort forinden angrebet mandag være rejst med tog fra London til Manchester, hvor han detonerede en bombe i Manchester Arena kort efter den amerikanske sangstjerne Ariana Grande havde givet koncert. Salman Abedi døde selv under angrebet.

Man er lige nu ved at undersøge, om Salman Abedi havde nogen medsammensvorne, og man har i den forbindelse anholdt en 23-årig mand. Flere britiske medier skriver desuden, at Salman Abedi i forvejen var kendt af politiet-

22 blev dræbt og 59 såret i angrebet, der betegnes som et terrorangreb af premierministeren.

Der er indtil videre sat navn på tre af de dræbte i angrebet.

Den første bekræftede var 18-årige Georgina Callander. Siden blev også otteårige Saffie Rose Roussos bekræftet, ligesom den 28-årig mand John Atkinson ifølge Manchester Evening News også er føjet til listen.

60 ambulancer kørte til Manchester Arena efter angrebet. De sårede bliver behandlet på otte hospitaler forskellige steder i byen.

Derudover har politiet i Manchester oplyst, at en 23-årig mand er anholdt i byens sydlige del som led i efterforskningen.