De 31 mænd og otte kvinder, der blev fundet døde i lastbil, kom fra seks provinser i Vietnam.

Britisk politi har identificeret alle 39 dødsofre, som blev fundet i en lastbil i Essex nordøst for London i sidste måned.

- Det er et vigtigt skridt i efterforskningen, og det gør os i stand til at arbejde sammen med vore kolleger i Vietnam om at støtte familierne til ofrene, siger Tim Smith. Han leder britisk politis efterforskning af sagen.

De døde er 31 mænd og otte kvinder. De kom fra seks forskellige provinser i Vietnam - Haiphong, Hai Duong, Nghe An, Ha Tinh, Quang Binh og Hué.

De 39 vietnamesere blev fundet døde i lastbilens kølecontainer 23. oktober. De var bragt til Storbritannien af menneskesmuglere.

I første omgang troede politiet, at det drejede sig om kinesere.

Politiet i Vietnam oplyste tidligere på ugen, at det har anholdt otte personer, der sættes i forbindelse med forbrydelsen.

To personer er sigtet i Storbritannien og Irland, heriblandt den 25-årige chauffør på lastbilen Maurice Robinson.

Han havde hentet containeren i den britiske havn Purfleet tæt ved London.

Yderligere to brødre fra Nordirland eftersøges af politiet i sagen.

Inden da var containeren blevet afskibet fra den belgiske havneby Zeebrügge.

Ngyyen Dinh Gla, der er far til et af ofrene, fortæller nyhedsbureauet AFP, at han dagen forinden er blevet ringet op af vietnamesisk politi. De bekræftede, at han søn var en af de 39 døde.

- Vores håb er, at min søns lig snart vil blive bragt tilbage hertil, siger han.

Den vietnamesiske regering bekræfter, at der er et arbejde i gang for at få alle de 39 døde tilbage til Vietnam.

/ritzau/dpa