En britisk kvinde har tilstået at have snydt ofre for den tragiske Grenfell Tower-brand, hvor 72 personer døde, for mere end en halv million kroner. Det skriver Daily Mirror.

Jenny McDonagh hedder den 39-årige kvinde, der har tilstået at have brugt mere end 62.000 britiske pund (515.000 danske kroner), som var sat af til ofrene for den tragiske brand, til ture til Dubai og Los Angeles, gambling og dyre middage.

Via forudbetalte kreditkort kunne Jenny McDonagh, som desuden var offentligt ansat, leve et ekstravagant liv for de penge, som de overlevende for branden skulle have nydt godt af.

Den 39-årige fra det sydvestlige London tilstod at have stået bag svindel, tyveri og for at skjule tyvekoster, efter hun blev anholdt 1. august i år.

Den voldsomme brand i det 24 etager høje Grenfell Tower i det vestlige London kostede 72 mennesker livet, da branden brød ud 14. juni sidste år.

Flammerne i Grenfell Tower kostede 72 personer livet. Vis mere

Ud over de mange omkomne blev over 70 såret, mens 223 personer undslap de voldsomme flammer, der raserede tårnet.

Det er ikke den første sag om svindel, som Jenny McDonagh er involveret i. Det undersøges i øjeblikket, om den 39-årige kvinde har begået svindel mod sine tidligere arbejdsgivere - heriblandt Victoria and Albert-museet i London.