Flere passagerer, der var ombord på et coronaramt-charterfly fra den græske ø Zakynthos med kurs mod England, raser, efter de har fået besked på, at de skal gå to uger i karantæne.

De peger nemlig på, at mange af passagererne ombord på flyet ikke bar deres mundbind korrekt og opførte sig som om, de var fuldstændigt ligeglade med reglerne, mens kabinepersonalet forholdte sig passivt.

Én af dem er Stephanie Whitfield, som over for BBC kalder flyveturen for en 'katastrofe.'

»Masser af folk ombord tog deres masker af og gav sig til at vandre frem og tilbage i flyet, mens de talte med andre passagerer,« siger hun og tilføjer:

»Så snart flyet landede, tog rigtig mange deres masker af med det samme. Flyet var stopfyldt med egoistiske covidioter og et udueligt crew.«

I alt seksten passagerer fra flyet, som landede i Cardiff 25. august, er i skrivende stund testet positiv for covid-19.

Derfor er alle 193 passagerer og medarbejdere, der var ombord på flyet, blevet bedt om at gå i hjemmekarantæne i 14 dage.

De britiske sundhedsmyndigheder har været ude og sige, at det tyder på, at syv personer fra tre forskellige grupper har spredt smitten ombord på flyet.

Arkivfoto. Flere passagerer ombord på flyet raser over TUI.
Arkivfoto. Flere passagerer ombord på flyet raser over TUI. Foto: Alkis Konstantinidis
Vis mere

Grækenland og de græske øer er ikke på listen over steder, som de britiske myndigheder fraråder rejse til. Derfor behøver borgere, der har rejst dertil, ikke gå i isolation.

BBC har været i kontakt med rejseselskabet TUI, som stod bag flyvningen fra Zakynthos til Cardiff, som fortæller, at de er chokerede over at høre den kritik, som Stephanie Whitfield og flere af passagerne ombord har været ude med.

De forsikrer, at deres ansatte er trænet efter de 'højeste standarder.'

Efter kritikken er kommet frem, har de dog igangsat en undersøgelse for at sikre, at alt er forløbet, som det skulle.