»Sådan reddede en iskold forsker Sverige fra coronavirussen UDEN en nedlukning – og nu er han en nationalhelt.«

Under den overskrift beskriver en britisk journalist fra mediet The Sun, hvordan den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell bliver hyldet i sit hjemland.

Den britiske journalist, Oliver Harvey, beskriver i sin artikel, at den 'iskolde' svensker nægtede at lukke landet ned – i modsætning til mange andre steder rundt omkring i verden.

Den svenske epidemiolog mødte dog også stærk kritik for sin håndtering af coronakrisen, påpeger journalisten. Særligt da dødstallet i Sverige i foråret steg voldsomt og blev et af de højeste i verden set ud fra befolkningstallet.

I den forbindelse blev »den engang frygtløse forsker beskyldt for at skabe et paria-land (et land, der var udstødt, red.),« skriver journalisten.

Siden er stemningen dog tilsyneladende vendt.

For mens mange lande lige nu kæmper mod andenbølger og stigende smittetal, ser det anderledes ud i Sverige, der har lave smittetal.

Derfor beskriver journalisten, der har mødt Tegnell, at han bliver hyldet i sit hjemland:

»Da jeg mødte Tegnell, 64 år, i hovedstaden Stockholm, blev han hyldet, som var han det femte medlem af ABBA,« skriver han i The Sun og forklarer, at der blandt andet bliver solgt t-shirts, hvorpå der står trykt: 'Tegnell, sikkert den bedste statsepidemiolog i verden' som en henvisning til Carlsberg-sloganet.

Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Desuden påpeger journalisten også, at mens den britiske økonomi fald med 20 procent i de første tre måneder efter nedlukningen af landet, så faldt økonomien 'kun' med ni procent i samme periode i Sverige.

Dog er det ikke fordi, at alt har været godt, understreger Oliver Harvey.

Han henviser til, at der har været store problemer – blandt andet på de svenske plejehjem, som i begyndelsen af udbruddet var hårdt ramt og førte til mange dødsfald.

Tegnell blev i den forbindelse stærkt kritiseret for ikke at have gjort nok for at beskytte de sårbare ældre.

Dog ser det ifølge den britiske journalist ud til, at mange svenskere mener, at Tegnell er en 'kult-helt'.

Det billede kan dog ændres, hvis der opstår nye smitteudbrud, skriver journalisten og slutter:

»Men forvent bare ikke en nedluknings-uvending fra ismanden Tegnell.«