Så snart som muligt efter juleferien skal britisk parlament stemme om brexitaftale, siger britisk talskvinde.

Parlamentet i Storbritannien skal stemme om briternes udtrædelsesaftale med EU i januar.

Afstemningen bliver i perioden mellem 7. januar og 21. januar 2019.

Det bekræfter en talskvinde for premierminister Theresa May efter friske spekulationer om, hvorvidt det ville blive før jul. Det bliver det ikke.

- Jeg kan bekræfte, at afstemningen ikke vil finde sted før jul. Men den kommer så snart som muligt, når Underhuset vender tilbage fra ferie, og naturligvis før 21. januar, siger talskvinden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Jule- og nytårsferien i Underhuset varer til 7. januar.

Afstemningen om udtrædelsesaftalen var planlagt til tirsdag i denne uge.

Men May besluttede mandag at udskyde den, da det stod klart, at hun ikke kan få godkendt den skilsmisseaftale, som hun har forhandlet med EU.

Det er særligt den nordirske bagstopper, som britiske parlamentarikere - og mange i Mays eget parti - ikke bryder sig om.

De vil ikke risikere at blive fanget i et toldsamarbejde med EU, hvis parterne ikke kan blive enige om en aftale for det fremtidige forhold under en overgangsperiode på mindst to år fra 29. marts 2019.

På vej ind til EU-topmødet nævnte flere af stats- og regeringscheferne, at bagstopperen netop kun, som det antydes i navnet, er et sikkerhedsnet.

De forventer ikke, at den vil skulle anvendes, da den hverken er en fordel for EU eller for briterne.

Det samme budskab kom Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, med, da han torsdag eftermiddag var gæst ved topmødet i Bruxelles.

- Det er ikke en fælde, der skal bure Storbritannien inde i en toldunion, siger Tajani på et pressemøde efter sit møde med EU-lederne.

Han understreger, at udtrædelsesaftalen "ikke kan forhandles" igen.

Den blev godkendt på et topmøde 25. november.

/ritzau/