Engang var det vikingerne, som Norden sendte til Storbritannien.

Men nu er det noget andet nordfra, med retning mod de britiske øer, som skræmmer.

Nemlig en norsk snestorm, som har taget turen hele vejen til Storbritannien, hvor den mandag aften har ramt de nordlige egne.

Mediet Mirror har kaldt stormen 'the orgre from Oslo' – trolden fra Oslo.

Med sig tager den op til 20 centimeter sne og voldsomme vindstød på op til mere end 100 kilometer i timen.

Storbritanniens meteorologiske institut advarer om glatte veje og potentielt kaos i trafikken.

Kulde kommer der også masser af, da der kan forventes helt ned til minus 16 grader.

Det er ikke den første norske storm, der rammer Storbritannien. I december var det således 'the troll from Trondheim' – trolden var Trondheim – som smed vind og sne i nakken på briterne.

Hvorfor briterne er blevet så optaget af at opkalde deres storme efter det nordiske monster – trolden – står ikke helt klart, men Dagbladet har talt med forfatteren Åse Børset, der har skrevet en bog om trolde i Trondhejm.

Og hun siger, at de ikke er så farlige endda.

»De bliver fremstillet som farligere, end de er. De er egentlig forvaltere af naturen, og det er takket være dem, at Trondheim er så grøn, som den er,« forklarer hun.

Så måske briterne har noget at se frem til, når snestormen er væk igen.