En halv million lønmodtagere strejker i Storbritannien. De vil have lønnen til at følge med inflationen.

At have et arbejde er ikke nødvendigvis et værn mod fattigdom.

Britiske lønmodtagere er i hvert fald så presset af stigende priser, at nogle ikke har råd til dagligvarer og må opsøge organisationer, der uddeler gratis mad.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Krav om højere løn har onsdag fået en halv million lønmodtagere til at nedlægge arbejdet i Storbritannien.

Det er ifølge paraplyorganisationen Trades Union Congress den mest omfattende strejke i landet i 13 år.

Blandt de strejkende er lærere og lokomotivførere. Strejken har derfor lukket tusindvis af landets skoler og skabt rod i den offentlige transport.

De strejkende lønmodtagere påpeger, at med en inflation på ti procent det seneste år er deres lønninger reelt blevet udhulet, skriver AFP.

Men det er en proces, der har stået på over en årrække.

»Vi strejker, fordi vi de sidste ti år har været udsat for en effektiv lønnedgang,« siger en medarbejder ved et jobcenter og tillidsmand ved navn Graham, som ikke ønsker sit efternavn frem, til AFP.

»Nogle af vores medlemmer er nødt til at besøge fødevarebanker, selv om de har et arbejde.«

»Det er ikke kun lønningerne, der ikke er fulgt med, men tog- og busbilletter, skat og lejeudgifter stiger. Alt, hvad vi tjener, bliver spist (af stigningerne, red.),« siger tillidsrepræsentanten.

En af dem, der er presset på privatøkonomien, er 31-årige Ellie Clarke. Hun er embedsmand og arbejder i centraladministrationen.

Til det britiske medie Sky News fortæller Ellie Clarke, at hun er »én lønseddel fra hjemløshed«.

»Vi burde ikke være i denne situation. Vi arbejder for regeringen.«

»Vi lever i fattigdom. Der er absolut ingen mulighed for, at vi kan gå i teatret eller bare spise middag med vores venner,« siger hun til Sky News.

Adskillige strejker har ramt Storbritannien de seneste måneder. Blandt andet sygeplejersker, ambulancereddere og togpersonale har nedlagt arbejdet med krav om højere lønninger.

/ritzau/