En britisk EuroMillion-spiller har vundet den helt store gevinst.

Ved fredagens lodtrækning vandt vedkommende, der ønsker at være anonym, 110.978.200 pund – det svarer til knap en milliard danske kroner.

Det skriver Independent, der også oplyser, at vinderens ønske om anonymitet betyder, at man heller ikke afslører, hvor EuroMillions-kuponen er købt. EuroMillions er et lottospil, der kan spilles i blandt andet Storbritannien, Spanien, Frankrig og seks andre europæiske lande.

Det kan ikke spilles i Danmark.

Andy Carter er seniorrådgiver hos The National Lottery, der svarer til Danske Spil bare i Storbritannien. Han rådgiver vindere af store beløb.

»Lige nu er vores fokus at hjælpe vinderen, så vedkommende kan komme i gang med at nyde sin store gevinst,« siger han.

Det er fjerde gang nogen vinder omkring en milliard danske kroner i Storbritannien det seneste år.

En anden anonym vinder kunne hive næsten to milliarder danske kroner til sig i juli. Det er den person, der har vundet allermest i Storbritannien i EuroMillions' historie.