'Prøv ikke at finde mig. Jeg er endelig sluppet fri for mine 'herres' onde kløer.'

Således lyder budskabet på bare et af de kryptiske billeder på en Pinterest-profil, der angivelig tilhører den eftersøgte Brian Laundrie.

Omgivet af en masse lyserøde og lilla skyer står der videre på billedet: 'Til jer andre siger jeg: Følg mig. Bid i hånden, der fodrer dig. Vive la liberté – Pierre.'

Det skriver mediet The Sun.

Billedet med det mærkværdige budskab ligger i en mappe, der har titlen 'mit hjerte', og det er blevet delt flittigt af flere brugere på Twitter.

Det er endnu ikke bekræftet, at profilen tilhører Brian Laundrie, men profilen deler album med profiler, der tilhører Laundries mor, Roberta, og den nu afdøde Gabby Petitos, skriver The Sun.

Og skulle profilen vise sig at tilhøre Laundrie, har han været en flittig herrer på Pinterest. Der gemmer sig nemlig endnu flere billeder med kryptiske budskaber på profilen @blaundrie1197.

»Det er først efter, at vi har mistet alt, at vi er fri til at gøre hvad som helst,« lyder et Fight Club-citat, som Brian Laundrie også har delt i selvsamme mappe.

På sin Instagram-profil er det tydeligt, at Brian Laundrie er glad for filmen 'Fight Club'. Her har han nemlig postet billeder, hvor han har tegnet en af karaktererne.

Et andet billede, der figurerer på Pinterest-profilen, skaber også opsigt. Det er et billede med spøgelser, klovne og skeletter. I midten af ​​billedet er en gravsten med ordene 'My Baby' (min skat, red.) på, ligesom der på billedet findes gloser som 'hun finder aldrig en sød mand som mig', og 'lad hende gå, lad hende gå, GUD VELSIGNE hende, hvor hun end måtte være'.

Det fremgår ikke, hvornår billederne er blevet delt på profilen, der ud fra alt at dømme tilhører den eftersøgte Laundrie, men det sidste billede, der blev delt, skete for fem uger siden. Det var et billede af en bog med titlen 'Burnt Out: How to Cope with Autistic Burnout'. (Udbrændt: Sådan håndteres autistisk udbrændthed, red.)

På Instagram har Brian Landrie sparet på de kryptiske budskaber, men flittigt delt billeder af Gabby Petitos, der nu er bekræftet død, og deres rejser sammen. Sidste opslag på Instagram var fra 13. august.

Det er dagen efter, at parret blev stoppet af politiet, hvor politiet så en oprørt Gabby uden for bilen midt på en highway. Episoden blev optaget af politiets kameraer, og du kan se den øverst i artiklen.

Den 1. september dukkede Brian Laundrie op hjemme i North Port i delstaten Florida, men uden Gabby eller nogen forklaring på, hvor hun befandt sig. Ti dage senere meldte hendes forældre hende savnet, da hun stadigvæk ikke var dukket op.

Nogle dage efter var Brian Landrie også forsvundet. Siden har FBI og amerikansk politi været på jagt efter ham.