De britiske hospitaler er i bekneb for sygeplejersker, og det kan blive endnu værre efter skilsmissen fra EU.

Hundredvis af spanske sygeplejersker overvejer at forlade deres stillinger i Storbritannien og rejse hjem. Det skyldes, at deres erhvervserfaring ikke tæller i hjemlandet, når briterne har forladt EU.

Det skriver Financial Times.

Sygeplejersker fra Spanien kan, som systemet er nu, tage et job i et andet EU-land, og den optjente anciennitet kan de bringe med hjem og bruge til at forbedre deres løn eller jobmuligheder.

- Aktuelt tæller arbejdstid brugt på et hospital i London præcis lige så meget som arbejdstid på et hospital i Madrid, siger Diego Ayuso. Han er generalsekretær for tilsynsmyndigheden for sygeplejersker i Spanien, Consejo General de Enfermería.

- Når brexit indtræffer, og Storbritannien forlader EU, vil arbejde der (i Storbritannien, red.) ikke længere tælle, medmindre der bliver lavet en ny aftale, tilføjer Diego Ayuso.

Det nationale sundhedsvæsen i Storbritannien, National Health Service (NHS), er i forvejen i bekneb for mandskab.

I juni 2018 havde NHS omkring 280.000 aktive sygeplejersker, men også 40.000 ledige stillinger.

De næsten 3400 spanske sygeplejersker udgjorde 17 procent af NHS' samlede antal sygeplejersker fra andre EU-lande.

Et hospital i Bolton i det nordvestlige England oplyser ifølge Financial Times, at flere af dets spanske operationssygeplejersker overvejer at returnere til Spanien senere i år.

Borgmesteren i Manchester, Andy Burnham, frygter, at andre hospitaler også vil miste ansatte.

- Det viser bare, hvor hurtig effekten af brexit kan slå igennem. Vi er fortsat her i Greater Manchester helt og aldeles modstandere af en brexit uden en aftale, siger han.

Joan Pons Laplana, en spansk sygeplejerske som har arbejdet i England i næsten 20 år, har set mange spanske kolleger forlade Storbritannien på grund af brexit.

- Mange er taget til Irland, og mange kommer ikke til Storbritannien længere, siger hun til Financial Times.

Det spanske sundhedsministerium ventes senere i år at fremsætte et lovforslag, der skal sikre, at EU-pointsystemet for blandt andet sygeplejersker udvides, så det også omfatter alle OECD-lande.