Det ser efterhånden rigtig sort ud med en handelsaftale mellem EU og Storbritannien, når Storbritannien forlader EU ved årsskiftet.

Forhandlingerne går skidt. Onsdag lyder det i engelske medier, at den britiske regering er 'tæt på' at opgive en aftale med EU, og nu går ud fra, at man skal handle med EU-lande på WTO-betingelser fra 2021. Det er rigtig dårligt nyt for Danmark.

Oplysningerne kommer frem i onsdagens udgave af Daily Telegraph, som har talt med ministre i den britiske regering og kilder i både EU og Storbritanniens forhandlingsdelegationer.

EU's chefforhandler, Michel Barnier, har de seneste dage været i London for at forhandle med sin modpart, David Frost.

David Frost og Michel Barnier har meget svært ved at finde hinanden.
David Frost og Michel Barnier har meget svært ved at finde hinanden. Foto: POOL New
Vis mere

De har forsøgt at nå skitsen til en aftale, inden Boris Johnsons deadline i juli er overskredet. Her er der ikke blevet rokket ved uenigheder på fire områder:

EU-landes adgang til at fiske i britiske farvande, EU-domstolenes indflydelse i Storbritannien, 'lige spilleregler' på eksempelvis arbejdsmarkedsrettigheder og skatteregler samt tilsynsførelse med en eventuel aftale.

Forhandlingerne er mere eller mindre gået i hårdknude.

»De her fire områder er EU's modkrav til, at Storbritannien kan få adgang til det indre marked efter brexit. Det, briterne signalerer, er, at de synes, at de fire krav er alt for høj en pris at betale,« siger Anders Ladefoged, underdirektør i Dansk Industri:

»Briterne er klar til at forlade forhandlingerne uden en aftale. De er klar over, at det bliver svært for britisk erhvervsliv at klare sig uden en aftale, men de vil ikke betale en pris, som de føler er et politisk indgreb i deres handlefrihed. Det er i hvert fald budskabet.«

Ender forhandlingerne uden resultat, skal briterne handle med EU-lande – eksempelvis Danmark – på WTO-betingelser. Det betyder, at varer bliver pålagt told.

På fødevarer alene kan det være mellem 6 og 36 procent alt efter varegruppe.

I et dansk perspektiv vil en 'no deal' være et rigtig skidt resultat. 45.000 danske job er, ifølge Danmarks Statistik, lige nu bundet direkte op på eksport til Storbritannien.

Boris Johnson har sat en deadline for en aftale til udgangen af juli. Meget lidt tyder på, at en aftale kommer inden den deadline.
Boris Johnson har sat en deadline for en aftale til udgangen af juli. Meget lidt tyder på, at en aftale kommer inden den deadline. Foto: KENZO TRIBOUILLARD
Vis mere

Og hvis det ender med, at eksporten nu skal foregå med WTO-toldsatser, vil det både gøre eksportprocessen mere usmidig og gøre import og eksport meget dyrere, end det er i dag.

»Det vil ramme nogle brancher og virksomheder i Danmark meget, meget hårdt. Andre vil mærke det meget mindre. Men for mange af dem, der i dag har stor eksport til Storbritannien, vil det gøre ondt,« siger Anders Ladefoged:

»Det betyder ikke, at de 45.000 job forsvinder. Nogle af de firmaer vil finde andre lande at eksportere deres varer til, og andre vil kunne flytte en del af deres produktion til Storbritannien for at komme uden om toldsatserne. Det kunne eksempelvis være fødevarevirksomheder.«

Anders Ladefoged mener dog fortsat, at der er håb for en aftale, eksempelvis fordi britiske interesseorganisationer for erhvervslivet også arbejder for en aftale.

Han påpeger, at halvdelen af Storbritanniens eksport går til EU, og at fraværet af en aftale vil gøre mere ondt på briterne end EU-blokken.

»Der er ingen tvivl om, at det her godt kan ende uden en aftale, men jeg tror stadigvæk på, at det kan lade sig gøre, og det håber jeg fortsat meget på,« siger Anders Ladefoged:

»Noget af det her er jo også briterne, som ikke vil sælge sig for billigt. De her signaler er også en del af forhandlingsspillet.«