»Politikerne gør ikke noget, så nu tager vi sagen i egen hånd, og vi er ikke bange.«

Sådan udtaler en teenagebandeleder, i kølvandet på,at Nordirland har oplevet optøjer gennem de seneste to uger.

Grupper af unge har provokeret politiet til at reagere, og hver gang er det endt i slagsmål, 55 politimænd er blevet såret, og dele af hovedstaden Belfast er lukket helt ned.

Billeder af brændende biler, hætteklædte unge, der svingende med Union Jack råber slagord og sværger troskab til dronning og fædreland, er gået verden rundt.

De unge ballademagere går i øvrigt også gerne efter pressen. Ved flere lejligheder har de skubbet brændende vogne fyldt med benzin hen imod området, hvorfra pressen dækker optøjerne, og torsdag sårede de en journalist.

Det minder om noget, vi har set før. Som korrespondent fik jeg for snart ti år siden et par på hovedet af nogle andre unge lømler, der også dengang brugte demonstrationer til at søge konfrontation.

Bandementalitet spiller uden tvivl en rolle i optøjerne. De utilpassede unge drenge bliver fra en meget tidlig alder tilbudt oplæring af de kriminelle netværk, der er tilknyttet de ulovlige paramilitære grupper på begge sider af konflikten.

Belfast er desværre fortsat et arnested for organiseret kriminalitet, som bruger den mangeårige politiske konflikt til at fremme egne dagsordner – som våben- og narkosmugling.

Belfast i Nordirland. 9. april 2021.
Belfast i Nordirland. 9. april 2021. Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

Opdelingen af Irland i 1921 er dog stadig sagens kerne for mange nordirere – og ikke bare for ballademagerne. Her 100 år efter er befolkningen i grove træk stadig opdelt i katolikker, der ønsker, at Nordirland igen bliver en del af Irland, og protestanter, der ønsker fortsat tilhørsforhold til Storbritannien.

Parterne bebor hver deres side af den uhyggelige fredsmur, der skiller de to hadefulde befolkningsgrupper fra hinanden.

Gennem årerne har begge grupper været cirka lige gode om balladen, men det er de Storbritannien-tro unionister og loyalister, som er vrede nu. De føler sig presset af den politiske udvikling, der i stigende grad peger frem mod en form for genforening med Irland, og som de frygter vil efterlade dem som pariaer i eget land.

Lige siden fredsaftalen – der officielt satte en stopper for årtiers borgerkrig – blev indgået for præcis 23 år siden, har unionisterne, der traditionelt havde magten i Nordirland, følt, at deres politiske fundament er ved at skride.

Her ses urolighederne i Belfast. Billedet her er fra 8. april 2021.
Her ses urolighederne i Belfast. Billedet her er fra 8. april 2021. Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

De katolske nationaliser omkring partiet Sinn Fein er som politisk bevægelse blevet gradvist stærkere, og loyalisterne føler sig forrådt af Boris Johnson, der med den såkaldt irske protokol i brexitaftalen har skabt en ny kløft mellem Nordirland og Storbritannien med regler om told af varer, der transporteres over det irske hav.

Eksperter vurderer, at stærke kræfter kan forsøge at ødelægge den spinkle fred i det plagede land.

I et brev til Boris Johnson skrev David Campbell, formanden for LCC, der repræsenterer de ulovlige, Storbritannien-tro paramilitære grupper:

»Jeg beder jer om ikke at undervurdere styrken af de følelser, vi har angående dette. Jeg er er blevet bedt om at videreformidle, at vi trækker vores støtte til fredsaftalen tilbage, indtil vores krav bliver imødekommet.«

Premierminister Boris Johnson er forsigtig med at blande sig. En alt for synlig britisk tilstedeværelse i Belfast har det med at få gnisterne til at fyge. Men forleden satte den britiske regering alligevel elitetropper ind for at stoppe optøjerne.

Prins Philips død har i nogle dage lagt en dæmper på gemytterne, da de kongetro loyalister har bedt egne tropper om at respektere den udråbte landesorg.

Men forude lurer udsigten til en forsommer med flere og muligvis endnu mere voldsomme optøjer.

Brexitdebatten og fornemmelsen af svigt fra briternes side fylder meget i Nordirland. Stigende arbejdsløshed især blandt de unge hælder yderligere benzin på bålet, og elementer på begge sider er dygtige til at fremprovokere reaktioner hos modparten.

»Vi er en del af Storbritannien, men de prøver at gøre os til en del af Irland. Politiet behandler os som skidt, og de behandler katolikkerne som overklasse,« lyder der teenagebandelederen Paul, som selv siger, at hans gruppe er aktiv i optøjerne, til The Guardian.

Democratic Unionist Partys leder, Arlene Foster, som sidder i parlamentet i Westminster, fordømmer de unge kriminelle. Men hendes eget parti er mødtes med de paramilitære grupper, hvilket skabte stor forargelse blandt katolikkerne.

Loyalistiske, paramilitære grupper som The Red Hand Command, siger, at de intet har med optøjerne at gøre. Men granvoksne mænd er blevet set kommunikere med de unge, og en butiksejer i det Storbritannien-tro Newton Abbey-område fortalte The Guardian, at butikkerne derude hver gang blev informeret, før balladen begyndte. Adspurgt af hvem, svarede butiksejeren:

»Det kan jeg desværre ikke udtale mig om.«