Anders Behring Breivik har blandt andet fået en boghylde og en kuglepen efter at have klaget over forholdene i Ila-fængslet.

Siden Oslo Tingrett i august idømte massemorderen Anders Behring Breivik 21 års forvaring terrorangrebene i Oslo og på Utøya, er forholdene i det topsikrede Ila-fængsel blevet så markant forringet, at de er umenneskelige og i strid med den norske forfatning.

Sådan lød klagen fra Breivik i et 27-siders langt klagebrev sendt til den norske Kriminalomsorgen. Heri lister han en lang række punkter, som han finder kritisable. Blandt andet kritiserer han Ila-fængsel, hvor han også har siddet varetægtsfængslet under retssagen, for at ikke at lukke tilstrækkelig med dagslys ind i cellen, for at være for gammeldags og i dårlig miljømæssig stand, ligesom han klager over ikke at få kaffe på termoflaske, for lidt smør til sit brød, at tv-billedet og lyden er for dårlig på fjernsynet og at han dagligt skal visiteres uden at være iklædt tøj.

Men nu er nogle af Breiviks klager tilsyneladende blevet hørt. Et møde onsdag mellem Breiviks forsvarer, Tord Jordet, og Ila-fængsel har nemlig ført til ændringer af fængselsforholdene, skriver den norske netavis VG.

Fængslet har indrettet tre højsikkerhedsceller, som Breivik har adgang til. I sit arbejdsværelse er der nu blevet opsat en boghylde, ligesom han har fået en kuglepen til sine skriverier, efter han i brevet påpegede, at den gummipen, han var udsyret med, ikke var god nok og forårsagede smerter i hånden.

- Desuden vil fængslet undersøge muligheden for bedre belysning af cellen i form af ekstra læselys. De arbejder også med muligheden for udlåne en discman, så Breivik kan høre musik, siger Tord Jordet til VG.

Tord Jorden siger videre til avisen, at hans klient ser positivt på, at der nu arbejdes for at forbedre forholdene. Men Breivik understreger samtidig, at der endnu skal gøres meget, før han anser forholdene for at være egnet til langvarig afsoning.

Fængselsdirektør Knut Bjarkeid har af principielle og sikkerhedsmæssige årsager ikke ønsket at kommentere sagen.

Det norske Ila-fængsel og forvaringsanstalt har tidligere frigivet en video, som viser de forhold, som Anders Breivik lever under.