Aftenposten skriver, at højreekstremisten forsøgte at være på Utøya, da Gro Harlem Brundtland var på øen.

Den terrorsigtede Anders Behring Breivik planlagde at være på øen Utøya, da Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland fredag middag besøgte lejren for den socialdemokratiske ungdom.

Avisen Aftenposten erfarer, at Breivik ønskede at møde op for at udføre sit morderiske forehavende, da Brundtland ved middagstid fredag holdt en tale til de omkring 600 deltagere.

Han skal under afhøring have fortalt, at han blev forsinket og ikke nåede frem i tide.

Breivik har tidligere i i kommentarer på internettet omtalt Brundtland som "landsmo(r) deren".

Brundtlands talsmand, Jon Mørland, siger, at oplysningerne er helt nye for ham.

Breivik udløste onsdag eftermiddag en enorm bombe i regeringskvarteret i Oslo, som kostede syv mennesker livet.

Herefter drog han mod Utøya godt 40 kilometer fra hovedstaden. Han nåede båden til Utøya sidst på eftermiddagen, og politiet fik den første melding om, at skyderiet var gået i gang, kl. 17.26.

Mindst 86 mennesker blev dræbt på øen.

Aftenposten skriver videre, at den erfarer, at Breivik havde udset sig yderligere to mål - centrale bygninger i Oslo - som han ønskede at sprænge i luften.

Politiet oplyste søndag aften, at Breivik fortsat havde store mængder ammunition i behold, da det lykkedes politiet at anholde ham på Utøya.

Da havde han i en time skudt løs på de forsvarsløse mennesker, der desperat forsøgte at undslippe ham.

Chefkirurgen Colin Poole fra Ringerike hospital, der har behandlet ofrene, siger til avisen Verdens Gang, at Breivik anvendte såkaldte dumdum-kugler.

- Det er ikke kugler, man får langet over disken, siger han.

Han beskriver de skader, som ofrene har fået, som helt forfærdelige.

Dumdum-kugler er ulovlige. De gør maksimal skader, fordi de udvider sig, når de rammer et mål.

/ritzau/