Afsoningsforholdene i Skien fængsel er så slemme, at Anders Behring Breivik nu truer med at tage sit eget liv, hvis der ikke bliver gjort noget ved det.

Den norske massemorder Anders Behring Breivik er langt fra tilfreds med forholdene i Skien fængslet, hvor han afsoner sin dom på 21 år, efter han gik amok på øen Utøya i juli 2011 og slog i alt 77 mennesker ihjel. Breivik har sendt et åbent brev til flere norske medier, hvor han fortæller, at afsoningsforholdene er gjort værre, og han gør det samtidigt klart, at han vil tage drastiske midler i brug, hvis det ikke ændres.

Det skriver blandt andet nettavisen.no.

»Medmindre forværringerne fra 2. september 2015 bliver ændret, så vil jeg sultestrejke, til jeg dør. Jeg kan ikke klare det mere,« skriver han.

Problemet er ifølge Breivik, at han i 23 af døgnets 24 timer kun har adgang til én isolationscelle og ikke to – som før 2. september 2015. Det har gjort det umuligt for ham at tage den bachelor i statskundskab, som han blev optaget på i juli:

»At studere og lignende er ikke menneskeligt muligt under disse forhold, og det gælder for alle, der bliver isoleret under sådanne forhold. Beslutningen om disse drastisk forværrede forhold har tvunget mig til at droppe studierne, som igen har medført, at jeg har mistet studiepladsen på Universitetet i Oslo, hvor jeg læste i hele 13 dagen, før justitsministeren satte en stopper for dem. Det var det eneste jeg havde,« lyder det i brevet.

Breivik kommer i øvrigt også med en lang liste, hvor han blandt andet hævder, at han i længere tid kun har haft fem minutters menneskelig kontakt om dagen, adskillige nøgenransagninger mv.

Fængselslederen Ole Kristoffer Borhaug har følgende kommentar til brevet:

»Helt generelt kan jeg sige, at folk, der sidder på afdelingen (som Breivik befinder sig på, red.) har flere begrænsninger end andre indsatte. Men de får næsten de samme tilbud som de andre,« siger han.

Fængelslederen oplyser også, at der pt. ikke er nogen i Skien fængslet, der sultestrejker. Der har tidligere været trusler om sultestrejker, men ingen har ført dem ud i livet.

Den norske justitsminister, Anders Anundsen, ville ikke kommentere på Breiviks udtalelser.