Sagen om den koldblodige massemorder, Anders Breivik, der den 22. juli dræbte 77 personer i Norge, har nu ført til anholdelser i Polen.

Det er tidligere afsløret, at Anders Brevik købte en del sprængstoffer i Polen - blandt andet skulle han have købt sprængstofs-kemikalier over internettet i den polske internetforretning Keten Chemicals, har han beskrevet i sit manifest.

Og på den baggrund har Norge bedt Polen om at undersøge sagen nærmere, hvilket førte til, at den polske sikkerhedstjeneste tirsdag og onsdag lavede en kæmperazzia over hele landet, hvor 100 forskellige adresser, garager og biler blev ransaget.

- Gennemsøgningen resulterede i forskellige fund af sprængstoffer, blandt andet krudt … samt mere end 500 kg forskellige kemiske substanser, som blev opbevaret på en måde, som kunne have været farlig og udløst en eksplosion, oplyser den polske sikkerhedstjeneste til den polske avis gazeta.pl.

De gennemsøgte adresser havde alle relation til kunder, der handler med den pågældende internetbutik.

- Vi kontrollerede butikker hos de kunder, der købte materialer ofte eller i større mængder, fortæller Magdalena Mazur-Prus, der er talsmand for anklagemyndigheden i den polske by Poznan.

Den store aktion ser ud til at have ledt politiet på sporet af en sprængsstofs-ring, der illegalt producerer og distribuerer forskellige eksplosiver.

I alt blev 19 personer anholdt, hvoraf 10 skal afhøres for at have været i besiddelse af sprængstoffer uden tilladelse, mens otte skal bruges som vidner. Ingen af de anholdte er endnu sigtet, men ifølge polsk lov kan straffen for at ulovligt at være i besiddelse af sprængstoffer straffes med op til otte års fængsel.

Anders Breivik, der har været fængslet af norsk politi, siden han blev pågrebet på Utøya kort efter massakren, er for tiden ved at blive mentalundersøgt. Oplysninger om morderens fortid tyder dog på, at han allerede havde problemer i barndommen. Senest er det kommet frem, at en psykolog tilrådede, at Breivik skulle fjernes fra sin mor, da han var fire år. Breivik selv nægter at udtale sig om sin barndom.