Med over 330.000 bekræftede smittetilfælde har kun USA flere smittede end Brasilien.

Brasilien er nu det land i verden med næstflest coronasmittede.

Det oplyser landets sundhedsministerium fredag lokal tid.

Med i alt 330.890 bekræftede smittetilfælde er det kun USA, der har flere smittede. Inden da var Rusland det land i verden med næstflest smittede.

Der er dog store usikkerheder i forhold til opgørelsesmetoder og landenes teststrategi.

Fredag lokal tid har Brasilien samtidig registreret 1001 nye coronadødsfald i løbet af 24 timer. Dermed er landet oppe på 21.048 døde i alt.

Både antallet af smittede og dødsfald menes dog at være højere.

Meldingen kommer samme dag, som det blev meldt ud fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at Sydamerika anses som virussets nye epicenter.

Det sagde organisationens chef for akutberedskab, Mike Ryan, og påpegede, at Brasilien "tydeligvis er det mest berørte" land.

Brasilien har en af de laveste testrater, og forskere spår, at det reelle antal smittede kan være skyhøjt.

En forskergruppe, Covid-19 Brasil, anslår, at omkring 3,6 millioner er smittede. Det er mere end ti gange så mange som det officielle tal.

Præsident Jair Bolsonaro har forsøgt at nedtone epidemiens alvorlighed. Han har kaldt Covid-19 for "en lille influenza" og fordømt "hysteriet" omkring sygdommen.

I fravær af nationale retningslinjer har de enkelte byer og delstater måttet udstede hver sit sæt af forholdsregler.

Næsten alle Brasiliens 27 delstater er ifølge AFP under en eller anden form for nedlukning.

Indtil videre er også to sundhedsministre stoppet i protest mod Bolsonaros tilgang til epidemien.

Delstaten São Paulo, der på mange måder er det kulturelle og økonomiske centrum i landet, er klart den mest påvirkede med omkring en fjerdedel af landets smittede og døde.

I delstaten Rio de Janeiro er smitten dog taget til de seneste dage.

/ritzau/Reuters