Selvkørende danske brandmænd skal sørge for, at svenske skovbrande ikke breder sig til område med kraftværk.

Stockholm. De danske brandfolk, der hjælper med at bekæmpe de omfattende skovbrande i Sverige, har fået deres eget område at holde styr på.

- Vi har fået tildelt vores eget område, som man kalder "dansker-området", forklarer sektionschef Martin Vendelbo fra Beredskabsstyrelsen, som leder holdet med 26 brandmænd.

Det er et område i den sydlige del af Ljusdal i Gävleborgs län nord for Stockholm.

Det lader sig ikke umiddelbart gøre at slukke brandene, og derfor består opgaven i at sørge for, at den ikke spreder sig.

- Opgaven er at holde det sikkert og hindre ilden i at sprede sig. For på den modsatte side af området er der noget skov, hvor der ligger et kraftværk, siger Martin Vendelbo.

Det sker ved, at de danske brandfolk lægger slanger med vand ud for at fugte træer og skovbund.

- Vores folk forsøger at holde træer og trækroner nedkølet, så ilden ikke kan få fat.

- Kommer ilden for tæt på, så laver vi også offensive angreb, hvor vi rykker frem og slår ilden ned. Derefter forsøger vi så igen at køle ned, forklarer han.

Indsatsen besværliggøres af det ujævne terræn.

- Det er jo ikke som i Danmark, hvor man kan køre frem med bilerne. Her slæber vi slangerne frem, siger Martin Vendelbo.

Det danske hold har været i aktion siden natten til fredag, da de ankom.

- Moralen er super. Det er gode folk, der er heroppe, og der er et utroligt godt sammenhold, siger Martin Vendelbo.

Holdet arbejder i tre rullende skift, hvor der hele tiden er otte-ti mand i aktion.

At danskerne har fået tildelt deres eget område, tager sektionschefen som en tillidserklæring fra svenskerne.

- Jeg tager det, som om man opfatter os som en meget selvkørende enhed.

- Vi har vores egne køretøjer, vi har en indsats- og en holdleder med, og vi kan organisere arbejdet, forklarer han.

Søndag sætter et nyt hold på omkring 20 danske brandfolk kurs mod Sverige.

/ritzau/