Den afgående præsident Bolsonaro har forladt Brasilien med kurs mod Florida to dage inden magtoverdragelse.

Et militærfly med kurs mod Florida har fredag bragt Brasiliens afgående præsident, Jair Bolsonaro, ud af landet og til Florida i USA.

Det skriver flere brasilianske medier.

Flyet lettede omkring klokken 14 lokal tid.

- Jeg flyver, er snart tilbage, sagde Bolsonaro i en kort kommentar til CNN Brasil.

Han har ikke oplyst, hvor han er rejst hen.

Men vicepræsident Hamilton Mourao er nu fungerende præsident, siger en pressetalsmand, som samtidig bekræfter, at Bolsonaro har forladt landet.

Tjenester på nettet, der følger flyruter rundt om i verden, viser, at præsidentens fly fredag var på vej til Orlando i Florida.

Hans sikkerhedsvagter er allerede på plads i den amerikanske delstat. Deres udstationering i Florida er godkendt frem til udgangen af januar.

Bolsonaro har holdt lav profil og har stort set ikke udtalt sig offentligt, siden han tabte valget til socialisten Luiz Inacio Lula da Silva i oktober.

Og han har flere gange sagt, at han ikke ønsker at være til stede ved søndagens ceremoni, hvor Lula tages i ed.

Men inden den afgående præsident forlod Brasilien, holdt han en følelsesladet tale, der blev vist på sociale medier.

Her sagde han blandt andet, at han har "tabt slaget, men ikke krigen". Og han opfordrede sine tilhængere til at fortsætte kampen mod Lula.

Nogle af Bolsonaros tilhængere nægter at anerkende Lulas valgsejr og tror på påstanden om, at valget blev stjålet fra Bolsonaro.

Det har skabt en spændt stemning i hovedstaden, Brasilia, der har været præget af optøjer og i sidste uge også et forpurret bombeangreb.

Bolsonaro tager i sin tale på sociale medier afstand fra bombeplanerne. Han betegner dem som en "terrorhandling", der ikke kan retfærdiggøres.

Samtidig tager han afstand fra den mand, der har erkendt at stå bag.

Manden har fortalt politiet, at han var inspireret af præsidentens ros til demonstranter, der protesterede mod valgresultatet, og hans opfordring om at kæmpe imod det.

Bolsonaro har også tidligere opfordret militæret til at gennemføre et kup.

I sin tale fredag opremsede Bolsonaro nogle af højdepunkterne fra sin embedsperiode og forsøgte at forsvare sit eftermæle.

Hans pludselige afrejse fra Brasilien er en skuffelse for mange af hans tilhængere, der ønsker, at han bliver i Brasilien for at lede den konservative opposition mod Lula frem mod det næste valg i 2026.

Enkelte af de tilhængere, der var samlet udenfor præsidentpaladset fredag, kaldte ham en "kujon".

Bolsonaros politiske modstandere spekulerer i, om præsidenten har forladt landet for at undgå at blive retsforfulgt. De husker ham især for enorme ødelæggelser af Amazonas-regnskoven og en coronapolitik, der kostede titusindvis af liv.

/ritzau/Reuters