En niårig pige forsvandt i 2017, men blev fundet i god behold i sidste uge.

Seks år efter, at hun tilsyneladende blev bortført af sin mor i Illinois i USA.

At pigen, Kayla Unbehaun, som i januar fyldte 15 år, er blev fundet så længe efter, skyldes en vågen kvinde i en tøjbutik i byen Asheville i North Carolina. Det skriver Sky News.

Kvinden havde nemlig set Netflix-serien 'Unsolved Mysteries', hvor sagen om Kayla Unbehauns forsvinden i 2017 havde været omtalt i et program fra november 2022.

Og hun genkendte moderen, Heather.

Heather Unbehaun. Foto: National Center for Missing & Exploited Children
Heather Unbehaun. Foto: National Center for Missing & Exploited Children
Vis mere

Nu er Kayla Unbehaun tilbage hos sin far.

»Jeg er ovenud lykkelig for, at Kayla er hjemme og i sikkerhed,« siger faderen, Ryan Iskerka, ifølge Sky News i en meddelelse fra den velgørende organisation National Center for Missing & Exploited Children, som blandt andet hjælper med at lede efter forsvundne børn.

»Jeg vil gerne takke South Elgin Police Department, National Center for Missing & Exploited Children og alle andre, som har assisteret med sagen,« siger Ryan Iskerka desuden.

»Nu beder vi om privatliv, mens vi lærer hinanden at kende igen og navigerer i denne nye begyndelse,« forklarer faderen.

Kayla Unbehauns mor blev anholdt i Asheville lørdag, skriver NBC.

Kayla var senest blevet set, da hun sammen med sin mor deltog i et optog i Wheaton i Illinois i forbindelse med 4. juli-fejringen i 2017.

Det var meningen, at hun ifølge en retskendelse skulle overdrages til sin far den efterfølgende dag, men mor og datter dukkede aldrig op.