Førende britisk forsker advarer i et interview med B.T. om, at en storstilet fuld genåbningsplan på mandag vil få katastrofale følger.
Den stort anlagte Freedom Day i England finder sted mandag 19. juli. Ved den lejlighed droppes alle covid-19-restriktioner, og det bliver muligt at leve fuldstændig, som man gjorde det før pandemien.
Englænderne, der det sidste halvandet år har levet under særdeles langvarige nedlukninger, har sukket efter friheden til igen at kunne nyde livet fuldt ud, og premierminister Boris Johnson har gjort, hvad han kan, for at fremstå som den store leder, der giver folket den tabte frihed tilbage.
Der er bare et stort problem. I mere end en uge har de daglige smittetal toppet 30.000. Tirsdag var der 37.000 nye smittede, og mere end 98 procent af de nye smittede er blevet smittet med deltavarianten, der er både mere smitsom, kan 'undvige' vaccinerne og formodes at sende flere på hospitalet. For en måned siden var der under 7.000 dagligt smittede i England. Regeringens videnskabsfolk har advaret om, at briterne kan se frem til op mod 100.000 daglige ny-smittede, før sommeren er omme.
Nu råber en lang række af Storbritanniens mest anerkendte videnskabsmænd vagt i gevær. Det højt respekterede videnskabelige ugeblad The Lancet har trykt et opråb i samarbejde med en gruppe videnskabsfolk, der til daglig rådgiver regeringen. Her advarer de om, at regeringen forsøger en livsfarlig, hemmelig strategi om at opnå flokimmunitet. B.T. har talt med en af forfatterne til artiklen, og der bliver talt med store bogstaver.
»Planerne om at åbne samfundet helt op i den situation, vi befinder os i, er hensynsløse. Faktisk er 'hensynsløs' for mildt et ord. Der er tale om 'kriminel uagtsomhed'. At tillade smitten at rase blandt de mange millioner, der endnu ikke er vaccineret, er fuldstændig uansvarligt,« siger epidemiolog Deeptu Gurdasani til B.T.
Hun understreger, at der efter hendes mening er bred konsensus i videnskabskredse både i og udenfor Storbritannien om, at Freedom Day er helt hul i hovedet. Selvom Storbritannien er et af verdens mest vaccinerede lande, er der stadig mange, der ikke er fuldt vaccineret, særligt blandt de yngre.
»Problemerne med planen er mange. Grundlæggende styrer vi med hastige skridt mod 100.000 daglige smittede. Og selvom dødstallene stadig er relativt lave, så fyldes hospitalerne nu igen op. Det vil gå ud over en masse andre syge. Men værre endnu, så er det selve forståelsen med denne sygdom, den er helt gal med,« siger Deeptu Gurdasani fra Queen Mary University London.
Hun siger, at vi alt for længe udelukkende har kigget på dødstal, men at covid-19 nu i langt højere grad er en sygdom, der giver langvarige og ubehagelige men.
»Covid-19 er ikke en respiratorisk (luftvejs-) sygdom, den rammer hele kroppen. I Storbritannien har vi nu en million patienter, der lider af såkaldt 'lang covid-19'. Mange af dem har, et år efter de fik sygdommen, stadig voldsomme gener, der gør en normal hverdag umulig, og 9.000 af dem er børn. Hvis vi sætter alt frit og får millioner af nye smittede, så udsætter vi flere mennesker for en unødvendig risiko. Vel at mærke en risiko, der ikke i så høj grad handler om død, men om følger af en lumsk sygdom.«
Premierminister Boris Johnson insisterer på, at Freedom Day på mandag er den rigtige vej frem, selvom kritikere siger, at planen i naivitet minder om marts 2020, hvor Storbritannien holdt samfundet åbent, mens alle andre lukkede ned, og landet betalte en høj pris i antallet af syge og døde.
»Det handler om at finde den rigtige balance. Folk må selv bruge deres sunde fornuft. Vi har akut brug for at få økonomien sparket i gang. Erhvervslivet skal kunne sætte hjulene i gang. Samfundet må åbne helt,« sagde skatteminister Stephen Barkley til Sky News.
Men britiske eksperter advarer om, at Freedom Day vil medføre en ukontrollabel, ny smittebølge med mere end 100.000 smittede om dagen, overfyldte hospitaler, 100-200 døde om dagen og titusindvis af nye tilfælde af 'lang covid-19'.
Der er et øget pres på Boris Johnson for at gentænke Freedom Day-planerne. Indtil videre har han givet sig på, at ansatte stadig skal have muligheden for at arbejde hjemmefra. Men han ser ikke ud til at ryste på hånden i forhold til den store genåbningsplan.