Storbritanniens nye premierminister, Boris Johnson, skal nok drikke en ekstra kop kaffe, før han læser dagens aviser. Der er nemlig dømt tørre tæv flere steder.

I avisen The Guardian kan han eksempelvis se sig selv tegnet som Mona Lisa – forskellen er bare, at hans ansigt er en røv.

Så er tonen ligesom slået an.

I The Independent har man også brugt en karikatur-tegning – på forsiden – til at give sin mening til kende om Boris Johnson.

Her spiller man på Johnsons forbillede Winston Churchills ’darkest hour’, hvor Storbritannien i en periode stod alene mod nazisterne under Anden Verdenskrig.

Men i stedet for at være tegnet som en frelser-figur i stil med Winston Churchill, er Boris Johnson tegnet som noget, der ligner en mafiaboss.

Også Daily Mirror bruger forsiden til at stikke til Boris Johnson. Her bringer man fire billeder af Storbritanniens nye premierminister i knap så flatterende situationer under overskriften: ’Det er ikke rigtigt sjovt længere’.

Fra EU rammes Boris Johnson af et decideret angreb.

For selv om der i løbet af tirsdag generelt var kompromissøgende meldinger fra blandt andre Frankrigs præsident, Emanuel Macron, formanden for EU-kommisionen, Ursula von der Leyen, og EU’s Brexit-forhandler, Michel Barnier, bliver Johnson revset i en blog på kommissionens hjemmeside.

Det er EU’s kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, litauiske Vytenis Andriukatis, som står bag det opsigtsvækkende angreb.

Her sammenligner han Boris Johnson med den forhenværende russiske præsident Boris Jeltsin.

En præsident, hvis politik resulterede i, at Vladimir Putin i dag sidder på magten i Rusland, mener Andriukatis.

I bloggen kalder han Boris Johnson fuld af ’billige løfter, simplificerede visioner og åbenlyst usande udtalelser’.

Lidt opbakning er der dog også at hente for Boris Johnson.

Det største skulderklap kommer fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

Han virker decideret begejstret for at se Johnson indtage Downing Street.

»Vi har en rigtig god mand, som nu skal være premierminister i Storbritannien: Boris Johnson. God mand. Han er hård, og han er klog. De siger: ‘Britisk Trump’. De kalder ham ‘Britisk Trump’,« sagde Donald Trump i en tale foran en gruppe unge republikanere i Washington, skriver The Times:

»Folk siger, at det er en god ting. De kan lide mig derovre. Det er det, de vil have. Det er det, de har brug for. Han får ting til at ske. Boris er god. Han kommer til at gøre et godt stykke arbejde.«

Boris Johnson bliver formelt Storbritanniens premierminister, når Theresa May onsdag eftermiddag officielt indgiver sin afsked til Dronning Elizabeth.

Herefter skal Boris Johnson stille ved dronningen, hvorefter han overtager magten i Storbritannien.