Liz Truss afløser Dominic Raab som udenrigsminister i Storbritannien. Raab bliver justitsminister.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har gjort sin udenrigsminister, Dominic Raab, til justitsminister. Raab er samtidig ny vicepremierminister, rapporterer BBC.

Handelsminister Liz Truss overtager Udenrigsministeriet efter Raab. Hun har spillet en nøglerolle ved forhandlinger om aftaler med andre lande efter brexit.

Som udenrigsminister blev Raab udsat for massiv kritik, efter at Kabul blev indtaget af den militante gruppe Taliban 15. august.

Dominic Raab var på ferie på en græsk ø, da den britiske regering for en måned siden kæmpede med at evakuere britiske statsborgere og afghanske samarbejdspartnere fra den afghanske hovedstad, Kabul. Han var svær at få kontakt til og blev stærkt kritiseret for ikke selv at handle og holde sig orienteret.

Johnsons regeringsrokade omfatter adskillige nøgleministre. Han håber med rokaden at få sat fokus på regeringens kamp for at skabe en bedre levestandard.

Indgreb over for regional ulighed i Storbritannien har høj prioritet for Johnson-regeringen, men covid-19 har undergravet en række af de initiativer, som den britiske regering lovede i 2019, og som sikrede de konservative det største flertal i parlamentet siden epoken med Margaret Thatcher.

Ved rokaden er Gavin Williamson blevet fjernet som undervisningsminister. Især, fordi der var store problemer med skolernes håndtering af sikkerheden under pandemien. Han er erstattet af Nadhim Zahawi, som er tidligere vaccineminister.

Den afgående justitsminister Robert Buckland forlader regeringen. Det samme gælder boligminister Robert Jenrick, som erstattes af Michael Gove.

Regeringskilder siger, at Johnson har udnævnt nye ministre med fokus på at skabe reformer og enhed i Storbritannien.

- Premierministeren vil gennemføre en ministerrokade og danne et stærkt og forenet hold, der kan få genopbygget landet efter coronapandemien.

- Regeringen vil styrke sin indsats for at leve op til folks forventninger. Premierministeren vil udpege ministre med fokus på at samle og forene landet, siger en kilde til dagbladet The Guardian.

/ritzau/Reuters