Ny parlamentarisk indsats, der er anført af Labours leder, Jeremy Corbyn, vil forhindre et aftaleløst brexit.

Boris Johnson indledte onsdag sin kampagne for at blive valgt som premierminister Theresa Mays afløser. Samtidig tog andre medlemmer af parlamentet skridt til at forhindre et brexit uden en aftale.

Den tidligere udenrigsminister er blandt favoritterne til at blive valgt som ny konservativ leder. Onsdag siger han, at endnu en udsættelse af brexit vil være et nederlag.

May har udsat brexit to gange - senest til den 31. oktober.

Johnson siger, at han ønsker at se brexit senest på dette tidspunkt - uanset om det lykkes at få en aftale i stand.

- Efter tre år og to udsættelser må og skal vi ud den 31. oktober, lyder udmeldingen fra Johnson, som tidligere har været udenrigsminister og borgmester i London.

Han sagde, at han ikke går efter et brexit uden en aftale.

- Jeg tror ikke, at det ender uden en aftale, men det er ansvarligt at være virkelig godt og energisk forberedt på det, sagde Johnson.

Johnson er fra forskelligt hold blevet beskyldt for at skjule sig under meget af brexit-debatten.

Samtidig med hans udmelding har nogle af oppositionspartierne med støtte fra nogle af Johnsons egne partifæller lagt op til, at parlamentet skal vedtage en beslutning om, at briterne ikke kan forlade EU uden en aftale med EU.

De frygter, at det vil kunne få en alt for høj økonomisk pris.

Den fælles parlamentariske indsats, der er anført af Labours leder, Jeremy Corbyn, vil introducere ny lovgivning, som forhindrer et aftaleløst brexit.

Lovforslaget støttes af blandt andre den prominente konservative parlamentariker Oliver Letwin. Hans støtte ventes ifølge The Independent at have stor indflydelse på tilslutningen til forslaget fra de britiske højrefløjsparlamentarikere.

De fleste økonomer siger, at et brexit uden en aftale vil medføre recession for Storbritannien.

Blandt Boris Johnsons rivaler til posten som premierminister er den nuværende udenrigsminister Jeremy Hunt og miljøminister Michael Gove.

De over 300 konservative medlemmer af parlamentet skal over flere valgrunder stemme, indtil der kun er to kandidater tilbage i kampen om lederposten. Derefter skal partiets omkring 160.000 medlemmer vælge mellem de to.

/ritzau/AFP