Den britiske regering vil "lytte" til vælgerne, men vil også "fortsætte", efter at premierminister Boris Johnsons konservative parti har lidt nederlag ved torsdagens suppleringsvalg i to valgkredse.

Det siger Johnson selv ved et pressemøde fredag i Rwandas hovedstad, Kigali, hvor han er til et Commonwealth-møde.

Han siger, at man må anerkende, at nogle vælgere kæmper med blandt andet stigende priser, og at de derfor har det hårdt for tiden.

- Som regering må vi lytte til det, som folket siger. Det gælder særligt de problemer, som de står overfor i forhold til leveomkostninger, som jeg tror er deres største problem, siger Boris Johnson.

- Vi må anerkende, at vi må gøre mere, og det vil vi helt sikkert. Vi vil fortsætte med at adressere folkets bekymringer, indtil vi kommer igennem denne svære tid, lyder det videre.

Johnsons konservative har mistet valgkredsen Wakefield i det nordlige England. Kredsen er i stedet gået til oppositionspartiet Labour.

Fremover er det Labour-politikeren Simon Lightwood, der skal repræsentere valgkredsen i det britiske parlament.

I valgkredsen Tiverton and Honiton har de konservative også tabt. Her er det partiet Liberaldemokraterne, der er løbet med sejren. Valgkredsen har traditionelt været konservativ.

Richard Foord skal fremover repræsentere valgkredsen.

Torsdag stemte indbyggerne i de to ud af Storbritanniens 650 valgkredse om, hvem der skal repræsentere dem i det britiske parlament.

Suppleringsvalget er af flere britiske medier blevet beskrevet som meget vigtigt for Boris Johnson, der de seneste måneder har været ramt af skandaler - især i forbindelse med den såkaldte partygate, hvor der blev festet i Downing Street, mens resten af landet var i coronanedlukning.

For få uger siden overlevede han en tillidsafstemning blandt parlamentsmedlemmerne i sit eget parti.

/ritzau/