Under en løftet pegefinger fra Johnson vil Storbritannien fra lørdag tillade blandt andet indendørskoncerter.

Samtidig med at Storbritannien vil ophæve flere coronarestriktioner fra lørdag, bliver bødeniveauet for at nægte at bære mundbind sat op.

Det oplyser premierminister Boris Johnson sent torsdag aften.

Han fortæller, at en stigning i antallet af smittetilfælde for to uger siden nu er aftaget, og derfor er han klar til at genåbne økonomien en tand mere.

Men de, der fortsat bryder reglerne, vil blive straffet hårdt, advarer han.

Ifølge Johnson kan det koste op mod 3200 pund, hvis man gentagne gange nægter at bære mundbind. Det svarer til knap 26.400 kroner.

Derudover kan det koste 10.000 pund - cirka 82.400 kroner - at arrangere ulovlige raves.

- De fleste mennesker i dette land følger reglerne og gør deres bedste for at kontrollere virusset, men vi er nødt til fortsat at være fokuserede. Vi kan ikke bare læne os tilbage, siger Boris Johnson ifølge BBC.

- Det er derfor, at vi styrker ordensmagtens beføjelser mod de, der gentagne gange overtræder reglerne.

I juli, da smittetallet i Storbritannien steg igen, sagde Johnson, "at der blinkede et advarselslys på instrumentbrættet", hvorfor han satte genåbningen af blandt andet kasinoer, bowlinghaller og skøjtebaner på pause.

Men nu går tallene altså i den rigtige retning, og Johnson er klar til at genoptage genåbningsplanen.

- I dag kan vi annoncere yderligere ændringer, som vil tillade flere mennesker at vende tilbage til deres arbejde og offentligheden at vende tilbage til nogle af de ting, de har savnet, siger Boris Johnson sent torsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den yderligere genåbning betyder, at blandt andet teaterforestillinger og indendørskoncerter kan genoptages, så længe publikum holder afstand til hinanden.

/ritzau/