Hundredvis af mennesker på Kos har tilbragt nætterne udenfor, efter at et jordskælv rystede den græske ferieø.

Kos. Græske beboere og turister på ferieøen Kos har sovet udenfor, efter at et kraftigt jordskælv ramte området ved turistmålet natten til fredag.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Folk har været bange for at vende tilbage til deres hjem og hoteller, så de har i stedet overnattet i blandt andet parker og i deres biler.

En 30-årig mand fra Kos har for eksempel sovet med sin familie i en olivenlund, mens hans femårige søn og 16-årige nevø har overnattet i en bil.

- Der var revner i huset, så vi gik direkte ud. Vi var bange for at overnatte indenfor, så hele familien sov udenfor, siger Panagiotis Bekali til AP.

Jordskælvet ramte 16,2 kilometer øst for Kos og 10,3 kilometer syd for turistbyen Bodrum i Tyrkiet med en styrke på 6,7.

To personer, en 39-årig tyrker og en 22-årig svensker, blev fredag bekræftet døde og 120 andre såret på Kos.

I den tyrkiske by Bodrum var mindst 358 kommet til skade.

En dansker var også blandt de tilskadekomne på Kos, oplyste Udenrigsministeriets Borgerservice fredag.

- Men vores umiddelbare oplysninger er, at der ikke er tale om noget kritisk. Men der er tale om skader i et omfang, hvor der bliver modtaget egentlig behandling, sagde vagthavende chef hos Udenrigsministeriet Borgerservice Martin Ellehøj fredag.

Lørdag fortæller han, at man har besøgt danskeren to gange på hospitalet, og at han efter omstændighederne har det godt. Der er ingen nye meldinger om tilskadekomne danskere.

Turister og beboere på Kos vil den næste måned kunne mærke rystelser oven på fredagens jordskælv, fortæller lektor Bo Holm Jacobsen, der forsker på Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet.

/ritzau/