Den kontroversielle karakter Borat, der spilles af Sacha Baron Cohen, gjorde comeback, da han invaderede det amerikanske talk-show Jimmy Kimmel Live for at uddele en verbal lussing til den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump.

Massive klapsalver møder Borat, da han pludselig træder ind på scenen i tv-showet Jimmy Kimmel Live og giver publikum en lille velkomstdans.

Den kontroversielle kasakhstanske karakter kommer på scenen for at give amerikanerne en advarsel, fortæller Borat i tv-showet.

Journalisten Borat vil advare ‘US and A’ mod den useriøse og fjollede skuespiller Sacha Baron Cohen, der er vendt tilbage.

»Hans karakterer er meget, meget stødende. Ali G, Bruno og hans nye karakter, Donald Trump. Den eneste person, der vil udelukke muslimer, er en person med en kyllingehjerne. Han er tydeligvis en parodi på den rige amerikanske racist,« siger Borat.

Selvom Jimmy Kimmel forsøger at overbevise Borat om, at Donald Trump er en ægte person, så fortsætter Borat med at gøre grin med den amerikanske præsidentkandidat.

»Han ser slet ikke ægte ud. Cohen har brugt alle sine penge på orange maling til ansigtet og ikke efterladt nogen penge til en paryk,« siger Borat og fortsætter med en kontroversiel kommentar om Pamela Anderssons kønsbehåring.

Donald Trump: Verden ville være et bedre sted med Saddam og Gaddafi ved magten

Formålet med at indtage scenen i talk-showet er dog ikke kun at gøre grin med den republikanske politiker. Borat kommer også for at advare om, at Sacha Baron Cohen snart udgiver en film ved navn ‘The Grimsby Brothers’, som man ser en trailer for.

Efter traileren udlodder den kasakhstanske karakter en bil til de personer, der boykotter Sacha Baron Cohens nye film. Og så kommer der en lille, lækker overraskelse til de mange Borat-fans.